SANTA FE: Går du på en officiel mobbeskole? Sådan en skole, som hver eneste dag synes at kalkere de værste scener fra filmen »Mean Girls«, og hvor eleverne er i en Serengeti-kamp for overlevelse?

I Norge har de pågældende skoler fået papir på det. Myndighederne har udpeget de 250 værste mobbeskoler, som Berlingske beskrev tidligere på ugen. Nordmændene diskuterer, hvad de skal gøre ved det, og danske eksperter diskuterer, om det er en idé at udarbejde en lignende liste.

Men en ny amerikansk undersøgelse tager livtag med netop de spørgsmål, som diskussionen i Norge og Danmark rejser. Forskere fra Stanford University har fundet et godt bud på, hvorfor nogle skoler er hårdt ramt af mobning, mens andre ikke er, og undersøgelsen begyndte med elementær nysgerrighed, som hovedmanden siger til New Republic:

»Når kolleger og jeg diskuterede vores teenagetid, huskede vi vidt forskellige skoler. Nogle gik på skoler med kliker og et tydeligt socialt hieraki, mens andre fortalte om det modsatte. Hvorfor var der sådan en forskel?« spørger professor Daniel McFarland.

Hans undersøgelse, som offentliggøres i den kommende udgave af American Sociological Review, peger på tre parametre, som er med til at bestemme, om en skole bliver en mobbeskole. Det ene er skolens størrelse, det andet er akademisk ambitionsniveau, og det tredje er graden af elevernes frihed.

Skolens ansvar

Han og de øvrige forskere kortlagde i detaljer venskaberne i klasserne på to forskellige skoler, og i en anden undersøgelse på ni skoler fandt de venskaber på tværs af klasserne, og resultatet er et 35 sider langt datamateriale, der både giver os allerede kendt stof og nyheder.

Undersøgelsen bekræfter således, hvad andre undersøgelser har vist; nemlig at teenagere er mere optagede af deres placering i sociale strukturer end andre aldersgrupper, og at de finder sammen med ligesindede, og at »ligesind« f.eks. kan være bestemt af fremtoning, af hudfarve, interesser, faglig dygtighed og »moralsk adfærd«.

Sådan en gruppering kan være både godartet og ondartet, og skolerne spiller en meget stor rolle i, om den bliver det ene eller det andet, viser undersøgelsen. Mobbeskolerne er typisk skoler med mange elever, med et moderat akademisk ambitionsniveau og med stor valgfrihed, eller som Stanford University skriver på sin webside:

»Store skoler med flere valgfag, med mange måder at opfylde de akademiske krav på, med et større udbud af potentielle venner, med mere frihed til at vælge, hvordan man sidder i klasseværelserne – den slags skoler er typisk mere hierakiske, mere opdelte og har flere kliker.«

Det omvendte gør sig også gældende: Mindre og mere akademisk krævende skoler har typisk mindre mobning. En skole med færre elever betyder nemlig, at eleverne ikke i samme grad kan basere deres venskaber på »eksterne kriterier som etniticitet, køn og social status«, for det er der ikke elever nok til, og at de derfor heller ikke kan tillade sig at udelukke nogle, og at de søger venskaber på tværs af klasserne og alder. Hvis skolen er mere akademisk krævende, vil det ofte »fostre venskaber baseret på intellektuelle interesser og fælles aktiviteter«.

Venskaber baseret på interesser

Sådan en konklusion synes at tale imod massive kommuneskoler og for de mindre – og ofte private – skoler, og det får politikere og myndigheder til at slå syv kors og tale om »urealistisk« og »socioøkonomisk skævvridning«.

McFarland er forberedt på kritikken, men – siger han til New Republic – det er den forkerte konklusion.

»Vores konklusion er netop, at skolerne kan gøre noget uanset omstændighederne.«Skolerne kan f.eks. give eleverne færre eller flere valg, og de kan fremme venskaber, som ikke er baseret på eksterne kriterier, men på fællesinteresser, siger han. Skolerne kan f.eks. oprette fællesskaber omkring videnskab, spil, historie, teater eller – for den sags skyld – »Mean Girls;« det er interesser, der er uafhængige af, om en elev har store ører, er hvid eller blå eller har en bedstemor i Klampenborg, og det er vejen til en umobbende skole.