Forsker: Rusland svarer hårdt igen ved angreb

Myndighederne vil sky få midler, hvis eksplosion i Sankt Petersborg viser sig at være angreb, vurderer forsker

En eksplosion i metroen i den russiske by Sankt Petersborg vil udløse et hårdhændet svar fra myndighederne i landet, vurderer forsker. Reuters/Stringer
Læs mere
Fold sammen

Historisk har russiske myndigheder - med befolkningens opbakning - ikke været bange for at gå hårdhændet til værks ovenpå et angreb som det, der mandag kan have ramt den russiske by Sankt Petersborg.

Det vurderer Flemming Splidsboel, der er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier.

»Hvis det viser sig at være islamistisk terrorisme, vil man(den russiske opinion, red.) slå kreds om myndighederne og støtte deres kamp. Og de er rimelig håndfaste,« siger han.

Det gælder også, hvis gerningsmanden skulle have andre motiver, uddyber han.

Årsagen til eksplosionen i byens metro mandag eftermiddag er ikke kendt officielt. Ti mennesker blev dræbt.

Rusland er ikke fremmede for angreb i eksempelvis hovedstaden Moskva. Ved de lejligheder har de russiske myndigheder grebet hårdhændet til værks i efterforskningen, forklarer seniorforskeren.

»Det er forholdsvis veldokumenteret, at der har været torturcentre i det nordlige Kaukasus,« siger Flemming Splidsboel.

Desuden husker han anekdoter fra sin tid i Tadsjikistan om personer, der i forbindelse med sådanne efterforskninger er forsvundet sporløst uden varsel.

»Vi må forvente en massiv indsats for at vise en overvældende styrke,« vurderer han.

/ritzau/