Allerhelst vil Cem Özdemir overtage det tyske udenrigsministerium i Berlin.

Inden da skal den grønne partiformand overbevise sit bagland om, at grønne mærkesager som klimabeskyttelse og nedrustning ikke vil drukne i et regeringssamarbejde med Tysklands to borgerlige partier, CDU og FDP.

Søndag satte 8,9 pct. af de tyske vælgere kryds ved det gamle græsrodsparti, der sammen med FDP (10,7 pct.) ser ud til at erstatte SPD som regeringspartner for Angela Merkels CDU.

Set fra Angela Merkels synspunkt ligner en regeringsdannelse med FDP og de Grønne alligevel et usikkert politisk eksperiment, der i værste fald kan ende i infight og skyttegravskrig mellem partierne.

Derfor skal Cem Özdemir også overbevise de mulige regeringspartnere i CDU og FDP om, at de Grønne en gang for alle har droppet tidligere uvaner med at agere idealistisk stopklods, når den politiske virkelighed kræver afvigelser fra partilinjen.

Borgerskabets skræk

De aktuelle regeringsforhandlinger er med andre ord en udfordrende balancegang for Özdemir, der hører til partiets realpolitiske fløj, som i de senere år har trukket partiet ind mod midten, hvor den reelle politiske indflydelse befinder sig i Tyskland.

Ikke desto mindre er det tidligere græsrodsparti fortsat præget af interne uenigheder mellem partiets realpolitiske fløj – de såkaldte ’realos’ og den idealistiske og principtro – fundamentalistiske - fløj, der ofte omtales som ’Fundis’.

For selvom de Grønne allerede i slutningen af halvfemserne slog ind på en pragmatisk og ansvarlig kurs som regeringsbærende parti under den socialdemokratiske kansler Gerhard Schröder, er mange grønne græsrødder stadig præget af en selvopfattelse som borgerskabets skræk.

Som partiformand er det Özdemirs ansvar at sørge for, at det lille miljøvenlige og socialliberale parti ikke bliver knust i regeringssamarbejdet med Angela Merkels CDU og de liberale i FDP.

Mens FDP har markeret sig som stærk modstander af franske ønsker om en fælleseuropæisk finansminister med ansvar for eget budget, støtter Cem Özdemir den franske præsident Macrons ønsker om en dybere reform af eurozonen. Når det gælder spørgsmålet om indvandring og asylret kan de Grønne meget vel risikere at havne på kollisionskurs med de konservative CSU i Bayern, der efter et skuffende valg har lovet sine vælgere at »lukke den højre flanke« i tysk politik.

For Özdemir er det imidlertid afgørende, at de Grønne søger magten.

»Kun med os vil Tyskland nå de mål inden for miljøbeskyttelse, som kansleren har lovet, men desværre ikke holder«, sagde Cem Özdemir til tyske medier inden søndagens valg.

Klare ord til Erdogan

Stridsmanden Cem Özdemir blev født i 1965 af tyrkiske forældre i nærheden af Stuttgart. Få år tidligere var forældrene indvandret fra Anatolien til Tyskland.

Som 16-årig meldte den unge Özdemir sig ind i de Grønne og blev i 1994 valgt til forbundsdagen som den første tyske parlamentariker med tyrkiske rødder. Ti år senere blev han valgt til europaparlamentet, som han i 2013 forlod til fordel for en plads i forbundsdagen. I 2008 blev han som en af partiets mest lovende og populære yngre politikere valgt til partiformand.

Et af Özdemirs klare mål efter søndagens valg er at præge Tysklands udenrigspolitik, som set fra de Grønnes synspunkt mangler en klar værdipolitisk underbygning. Når det gælder Tysklands rolle i Europa står Cem Özdemir nemlig for en helt anden offensiv og idealistisk linje end både FDP-partiformand Christian Lindner og CDU/CSU under Angela Merkel.

I månederne op til valget har Erdogan provokeret regeringen i Berlin med anholdelsen af indtil flere tyske statsborgere under formodentlig fabrikerede spionageanklager i Tyrkiet.  Set med Özdemirs øjne har Angela Merkel og socialdemokraterne undladt af konfrontere Erdogan af frygt for at skade EU’s flygtningeaftale med den tyrkiske præsident.

Som udenrigsminister vil Özdemir gå anderledes hårdt til stålet, forklarede han få dage før valget i et interview med n-tv.

»Vores sikkerhedsmyndigheder fortæller mig, at for i øjeblikket ikke kan rejse til Tyrkiet. Det respekterer jeg naturligvis. Jeg må dog tilstå: Tanken om at sende nogen til Tyrkiet, der på vegne af forbundsregeringen taler klare ord til Erdogan, udøver en vis tiltrækning på mig.«

Troels Heeger er Berlingskes korrespondent