(Artiklen blev bragt i Berlingske Tidende 7. november 1999)

WASHINGTON: »Kan du se noget anderledes ved den?« Antonio Mendez finder en tung uldfrakke med et bulgarsk snit frem, et stykke tekstil som kunne sidde på en anonym, dansk morfar. Han stikker hånden i en af lommerne, gør en diskret bevægelse, og et øje på størrelse med et knappenålshoved kommer til syne i tredje knap fra oven. Klik-klik. Fotografiet er i kassen.

»Det er et stykke standard KGB-udstyr - en frakke med et lille spionkamera.« Mendez smiler og griber fat i en hundehøm-høm af plastic.

»Se så den her.«

Den lille mand med den tætte moustache fortæller med et ildfuldt glimt i øjet om høm-hømmens sande identitet som mikrofon, fisker et par briller frem med indbygget bakspejl, går videre til en mikrofilm skjult i et modermærke og en falsk mursten med sovjetiske dokumenter. Det er svært ikke at trække på smilebåndet og føle suset fra drengeværelset. Men tag ikke fejl.

Påhit testet under Den Kolde Krig

I 46 år var det blodig alvor. Antonio Mendez og hans påhit er kamptestet i Den Kolde Krig, og hans opfindsomhed har i mere end et tilfælde betydet forskellen på liv og død. For Mendez var virkelighedens Q, CIAs mester i forklædninger, opfindelser og umulige operationer. Berlingske Tidende mødte ham torsdag aften i en forstad til Washington, to år efter han modtog den fornemmeste hæder i den hemmelige verden, CIAs Trailblazer-orden, og samtidigt med, at han for første gang åbner for posen med hemmeligheder.

Han har netop udgivet bogen »Master of Disguise - My Secret Life in the CIA«, hvor læserne bliver ført fra Vietnamkrigen til Watergate, fra Moskva til Teheran, og gennem nogle af CIAs mest spektakulære operationer.

Antonio Mendez kom ind i CIA i 1965. Han var dengang 25 år, drev en en-mands håndværkervirksomhed i Denver og forsøgte sig også som tegner og kunstmaler, men det var sin sag at forsørge kone og tre børn. Så da »flåden« i en annonce søgte »kunstnere til arbejde i udlandet«, lagde han billet ind. »Flåden« viste sig at være CIA, og kunstnerarbejdet bestod i at kopiere og forfalske dokumenter, f.eks. Østbloklandenes grænsesegl, udgangstilladelser, rejsepapirer og pas. I 1968 blev han første gang stationeret i udlandet - i Sydøstasien, hvor han deltog i CIA-operationerne mod Ho Chi Minh.

Når Mendez fortæller om heksekedlen i Vietnam og Laos, er det svært ikke at se flikkende billeder af oberst Kurtz fra »Dommedag Nu« for sig. I virkelighedens verden var der folk som Tommy Lobo, som opererede ud fra et fort i nord-Laos. Da hovedkvarteret ikke ville tro på hvor mange Vietcong'er, han og hans gruppe havde dræbt, beordrede han sine soldater til at skære venstre øre af fjenderne, og så sendte han dem - ørerne - hjem til CIA i Langley. Der blev ikke stillet flere spørgsmål. Brutalt, ja, men det var krig, understreger Mendez, og brutaliteten var intet imod den terror og tortur, som kommunisterne udøvede. »CIA er blevet beskyldt for lidt af hvert i Vietnam, men prøv at se det i en sammenhæng,« siger han og giver et eksempel: 

To kommunister på vej til Stockholm

I 1968 var to kommunistiske politikere fra Nordvietnam på vej til Stockholm, hvor de ved en konference skulle fremlægge såkaldte beviser for amerikanske krigsforbrydelser. Beviserne bestod af opdigtede tilståelser tvunget ud af amerikanske krigsfanger under tortur. De to kommunister rejste via Thailand, og CIA havde fået thailænderne til at tilbageholde dem et døgn. Mendez fik 24 timer til at miskreditere deres »beviser«.

Han kopierede Viet Congs koder og skrev det ind i materialet, så det så ud som om, de to politikere i virkeligheden var spioner. Thailandske aviser skrev store historier om Ho Chi Minh-spionage i landet, og et forarget Nordvietnam nægtede og krævede, at uafhængige eksperter skulle gennemgå dokumenterne. Men eksperterne nåede frem til, at koderne var ægte nok - at de to politikere var spioner - og dermed faldt materialet til jorden.

»Så kan man selvfølgelig spørge: Var det et beskidt CIA-trick, og var vi kun ude på at forlænge konflikten? Overhovedet ikke. Nordvietnameserne udsatte amerikanske soldater for den mest bestialske tortur i berygtede lejre som Zoo i Hanoi. Skulle de blot slippe afsted med det og derefter posere for et internationalt tribunal? Det var i forvejen utroligt, hvad nordvietnamserne slap afsted med. Under Tet-offensiven i 1968 slog de over 3.000 krigsfanger ihjel - ifølge historikeren Stanley Karnow blev fangerne nakkeskudt, tæsket ihjel eller levende begravet. USA og omverden bemærkede slet ikke massemordet, fordi vi ikke talte om andet end My Lai, hvor amerikanske soldater havde slået et par hundrede ihjel.«

Antonio Mendez blev internt i CIA berømt for at finde tekniske løsninger, hvor andre gav op, og forklædninger blev snart et af hans specialer. Det store gennembrud kom i begyndelserne af 1970erne i - som han kun vil sige - »et land i Sydvest-Asien«. Formentlig Indien.

En KGB-officer på den sovjetiske ambassade var hoppet af, og både russerne og inderne gennemtrawlede landet for at finde ham og havde lagt et finmasket net over lufthavne og havne. Afhopperen - kaldet Nestor - blev skjult af CIA, og det blev Mendez' opgave at få ham ud. Situationen var ophedet og kunne udvikle sig til et koldkrigsmareridt, hvis han kiksede. 

Opskrift på en ny identitet

Mendez skabte på stedet en helt ny identitet til russeren. Han forvandlede ham til en tysk forretningsmand - komplet med en Vanhorn-paryk, kindforhøjere, elevatorsko og 18 karats guld Rodenstock-briller - og gav ham et komplet papirsæt. Nogle af papirerne ældede han ved at dyppe dem i stærk te og derefter tørre dem med et strygejern.

I lufthavnen blev Nestor stoppet af det indiske sikkerhedspoliti, som hentede deres allierede, KGB, til stedet. Den pågældende KGB-mand var en af Nestors kolleger; dag ind og dag ud havde de arbejdet sammen på ambassaden, men han kunne ikke genkende ham, og Nestor blev vinket om bord i TWA-flyet til Athen og sikkerheden. Kort efter var der atter bud efter Mendez og hans forklædninger i Indien - i en rolle, som fik direkte betydning for verdensfreden.

CIA havde på det tidspunkt en indisk agent ved navn Honor, en velplaceret topembedsmand, som imidlertid var ved at gå kold. Han turde ikke spionere mere af frygt for, at han skulle blive genkendt. Mendez blev kaldt ind. Han havde kort forinden været med til at udvikle det såkaldte Gambit-forklædningsprogram, som i løbet af sekunder kunne ændre en persons etniske ophav.

Mendez introducerede Honor for Gambit - og han lyste op. Når Honor så sig i spejlet, kunne selv hans kone ikke genkende ham. Modet vendte tilbage. I 1973 udbrød Oktoberkrigen i Mellemøsten, og det var Honor, som kunne bekræfte over for CIA og udenrigsminister Henry Kissinger, at Moskva havde sendt atomvåben til Egypten. Præsident Nixon erklærede DEFCON 3 - et højt atomberedsskab - og Polaris atom-ubådene og B 52-bomberne i Middelhavet og det arktiske område gjorde sig klar. Det fik Moskva til at trække sig tilbage, og verdensfreden var sikret. I sidste ende på grund af en indisk spion og den forklædning, som Mendez havde udtænkt.

Hans mest spektakulære succes var imidlertid i Teheran. 4. november 1979 stormede militante iranere USAs ambassade i Teheran og tog 52 amerikanere som gidsler i 444 dage. Men hvad gidseltagerne og resten af verden ikke vidste, var, at seks amerikanere, der holdt til i et fjerntliggende hjørne af ambassaden, var sluppet ud og havde søgt tilflugt på den canadiske ambassade. Mendez fik ordre om at få dem ud. »Kunsten var at finde en troværdig forklaring på, at en gruppe vesterlændinge dukkede op i en iransk lufthavn og skulle ud af landet,« fortæller han. 

Filmmanuskriptet »Argo«

Hvem ville være skøre nok til at rejse til Iran under ayatollah-revolutionen? Kun et filmhold, konkluderede Mendez. I Hollywood etablerede han dæk-selskabet Studio Six, CIA lejede sig ind i nogle lokaler, som netop var blevet ledige, efter producenterne bag filmen »Kina Syndromet« havde forladt dem, og der blev indkøbt papirklips, skrivemaskiner og et manuskript til en film med titlen »Argo«.

Mendez indrykkede en annonce i branchebladet »Variety« om det kommende science fiction-drøn. Derefter rejste han til Iran forklædt som en irsk filmproducent og ekviperede de seks amerikanere som canadiske filmfolk. Han havde nøje udtænkt hvem, der skulle spille hvilke roller. En af de seks malede f.eks. i sin fritid, og hun blev tildelt et par store Hollywood-solbriller, en tegneblok og et visitkort, der viste, at hun var »Argos« art director. Den amerikanske seniordiplomat blev gjort til filmens instruktør, og han fik en særlig neonfarvet akrylskjorte, som var moderne i de år. Mendez havde også sørget for canadiske Molson-øl, han havde skaffet canadiske pins og gav de seks et grundkursus i canadisk accent, og 28. januar 1980 - klokken 5.30 om morgenen - kørte de til lufthavnen, og for næsen af iranske revolutionsgardister kom de om bord i et Swissair-fly til Zurich. Sejren var i hus. Men »Argo« venter stadig på at blive lavet.

Tilbage i USA blev Mendez hædret af præsident Jimmy Carter, og med årene steg han i graderne og fik til sidst en CIA-rang svarende til general. Han var hvad der internt i tjenesten kaldes »master of disguise« - chef for den afdeling, der tager sig af forklædninger, falske identiteter og tekniske løsninger. Antonio Mendez gik frivilligt på pension i 1990. Han nåede at se Muren falde og føle, at han havde kæmpet og vundet Den Kolde Krig. Savner han ikke den hemmelige verden? »Både-og. Dengang var der nogle gentleman-regler i brug - det var kamp på liv og død, men vi gjorde i det mindste honnør, efter vi havde skudt fjendens fly ned. I dag kæmper vi mod Osama bin Laden og andre terrorister og forbryderkarteller, og der er ingen regler, ingen etik og gensidig respekt. Det er en anden verden i dag, en farligere og langt mere kompliceret verden, og aldrig har der været en sådan brug for de hemmelige tjenester.«