EU's 27 medlemslande har fredag besluttet, at de indledende forhandlinger om optagelse af Ukraine og Moldova i EU skal begynde på mandag.

Det fremgår af en fælles erklæring fra EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, og EU's præsident, António Costa.

- I dag har EU taget et stort skridt fremad, lyder det i erklæringen.

- Ved den første regeringskonference på mandag vil vi indlede forhandlingerne om de grundlæggende principper, der udgør kernen i optagelsesprocessen.

Allerede i sidste uge gav medlemslandene grønt lys til, at man kunne tage hul på forhandlingerne om optagelsen af Ukraine og Moldova.

Tidspunktet for de første forhandlinger blev i den forbindelse dog ikke fastsat.

Meldingen fredag er "et signal om, at EU's tilbud om fred, stabilitet og muligheder er uovertruffen", står der i erklæringen fra von der Leyen og Costa.

- Ved at bringe vores nationer tættere sammen styrker vi fred, sikkerhed og velstand på hele vores kontinent. I en verden præget af voksende usikkerhed er et større EU i vores fælles interesse, lyder det videre.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har længe talt for, at Ukraine bør optages i EU.

Det samme har EU-toppen med von der Leyen og Costa i spidsen.

For at et land kan optages i EU, kræver det dog enighed blandt medlemslandene.

Det har indtil for nylig ikke været muligt at opnå, fordi Ungarn med daværende premierminister Viktor Orbán stillede sig på tværs.

Efter 16 år ved magten blev Orbán ved det ungarske parlamentsvalg i april vippet af pinden af sin tidligere partifælle Péter Magyar og hans oppositionsparti, Tisza.

I sidste måned krævede Magyar garantier for det ungarske mindretal i Ukraine, hvis han skulle give grønt lys til, at Ukraine bliver en del af EU.

Sådan en aftale er sidenhen blevet indgået mellem Ukraine og Ungarn, og Ungarn har ophævet sin blokering af optagelsesforhandlingerne.

/ritzau/