Klimaforhandlinger under COP30 fortsætter fredag morgen lokal tid, efter at en brand i et telt har afbrudt årets klimatopmøde i den brasilianske by Belém.

Det oplyser en unavngiven kilde til nyhedsbureauet Reuters.

Konferencestedet, hvor forhandlinger mellem ministre fra hele verden finder sted, blev evakueret omkring frokosttid.

Tidligere torsdag aften oplyste Ritzaus udsendte journalist Rasmus Svaneborg, at der var udbrudt brand på stedet.

- Tusindvis af deltagere guides ud af COP30's store telt nu, og der kan høres brandbiler, lyder det.

Det lød også tidligere på aftenen fra arrangørerne, FN's klimakonvention (UNFCCC), at området ville være lukket frem til i hvert fald klokken 20.00 brasiliansk tid, hvilket er midnat i Danmark.

Arrangørerne meldte, at branden blev bragt under kontrol på seks minutter. 13 personer fik behandling på stedet efter at have indåndet røg.

- Deres tilstand monitoreres, og der er blevet givet den relevante medicinske behandling, skrev arrangørerne ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Årsagen til branden ved COP30 undersøges fortsat, men det var formentlig elektrisk udstyr af en art - og formentlig en mikrobølgeovn. Det har det lokale brandvæsen ifølge Reuters oplyst.

UNFCCC har skrevet i en besked til deltagerne på COP30, at der er sket begrænset skade.

Videoer og billeder på sociale medier viser brandvæsenet, der forsøger at slukke høje flammer.

Det er et døgn tilbage af topmødet, og særligt to krav står i potentiel modsætning til hinanden.

Mens verdens fattige lande kræver et nyt mål for finansiering af klimatilpasning, vil de udviklede lande med EU i spidsen kun sende flere penge mod syd, hvis de får lovning om en klar vej mod flere CO2-reduktioner.

Årligt mødes de knap 200 lande, der har tilsluttet sig FN's klimakonvention, til et stort møde - en "conference of the parties", der også kaldes COP.

Dem har der været mange af. Dette møde er nummer 30 og kaldes derfor COP30. Det holdes i Belém i Brasilien fra 10. til 21. november.

Målet for mødet er at sætte fart på implementering af klimatiltag for at kunne indfri Parisaftalens mål om, at temperaturen ikke må stige mere end 1,5 grader.

/ritzau/