En amerikansk dommer har onsdag beordret, at USA's præsident, Donald Trump, skal betale fem millioner dollar - knap 33 millioner kroner - til forfatteren E. Jean Carroll.

Det sker, efter at et nævningeting tidligere har fundet ham skyldig i seksuelt overgreb og bagvaskelse af forfatteren.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

I sidste uge afviste USA's højesteret at behandle en anke fra Trump i sagen. Anken fra Trump gjaldt den oprindelige kendelse fra maj 2023.

Her blev præsidenten beordret til at betale to millioner dollar i erstatning for seksuelt overgreb og tre millioner dollar for at have udsat hende for bagvaskelse.

Da højesteretten afviste at behandle anken, blev kendelsen gjort endelig, skriver AFP.

Den i dag 82-årige E. Jean Carroll er tidligere journalist og klummeskribent.

Hun har anklaget Trump for voldtægt under en hændelse i 1996 i et prøverum i stormagasinet Bergdorf Goodman i storbyen New York City.

RITZAU