Forbryderklaner giver uro i Berlin

Ny rapport vurderer, at politiet er tæt på at miste kontrollen med kriminelle parallelsamfund i den tyske hovedstad.

I Berlin-bydele som her Kreuzberg har kriminelle grupperinger fået så meget magt, at der nu bliver slået alarm. Arkivfoto: Paul Zinken/EPA Fold sammen
Læs mere
Foto: PAUL ZINKEN

BERLIN: Det var med al sandsynlighed en af Berlins mest kriminelle klaner, der ved juletid i fjor stod bag et af de mest opsigtsvækkende kup i Tyskland i nyere tid.

På mindre end to minutter overfaldt fem maskerede mænd bevæbnet med økser og macheter det berømte varehus KaDeWe centralt i Berlin og slap af sted med smykker og juveler til en værdi af 817.000 euro – over seks mio. kr. Politiets efterforskere har siden pågrebet tre af de formodede gerningsmænd, som alle har forbindelse til en af Berlins mest berygtede klaner.

Det er den slags voldelige og kriminelle klaner med arabiske rødder, har skabt et »klima af angst« og parallelsamfund i berlinske bydele som Kreuzberg, Wedding, Neukölln og Charlottenburg. Og tysk politi har store problemer med at bekæmpe klanerne og deres kriminalitet. Sådan lyder den bekymrende advarsel fra Thomas Heilmann (CDU), der er justitssenator i Berlin.

Bankrøverier og beskyttelsespenge

I en ny undersøgelse af kriminelle klaner i den tyske hovedstad vurderer islamhistorikeren og juristen Mathias Rohe fra universitetet Erlangen-Nürnberg nemlig, at mellem ti og tolv klaner med arabisk baggrund sidder tungt på det kriminelle miljø i Berlin.

Klanerne kontrollerer narkohandel, prostitution, indkasserer beskyttelsespenge fra næringsdrivende og står bag planlægningen og udførelsen af bankrøverier og andre voldelige overfald.

Angiveligt består den hårde kerne af ikke færre end 1.000 kriminelle klanmedlemmer Ifølge kriminalpolitiet står klanerne for mindst 40 procent af den organiserede kriminalitet i Berlin. Ifølge Mathias Rohe er forbryderklanerne i øjeblikket ved at udvide deres aktiviteter.

Klanerne tjener dog ikke kun penge på traditionelle forbryderaktiviteter som røveri og narkohandel. Under flygtningekrisen har visse klaner specialiseret sig i dyre lejemål til boligsøgende flygtninge. I september kunne avisen Berliner Morgenpost således berette, hvordan otte personer blev indkvarteret i en toværelses-lejlighed til en månedlig leje på 12.000 euro, knap 90.000 kr.

»Klanen er alt, resten er ingenting«

Rapporten bygger på interview med 90 personer med tilhørsforhold til arabiske og kurdiske familier og klaner, såvel som personer fra det islamistiske miljø i Berlin. Forfatterne beskriver, hvordan klanerne opererer med et strikst æreskodeks – »klanen er alt, resten er ingenting«. Samtidig er der tale om voldsomt patriarkalske miljøer, hvor mænd bestemmer over og dømmer kvinder.

Foruden de kriminelle miljøer peger rapporten også på parallelsamfund i Berlins fanatiske salafist-miljøer, men rapportens forfattere understreger, at problemerne med parallelsamfund også findes i ikke-muslimske miljøer.

»Man finder ofte den slags strukturer i roma- og sinti-miljøerne såvel som i mafia-lignende organiserede grupper«, siger Mathias Rohe ifølge Berliner Morgenpost. »Betydningen af såkaldte »fredsdommere« (sharia-dommere, red.) overvurderes stærkt af offentligheden«, skriver Rohe og hans medarbejdere i rapporten.

Imens kæmper Berlins kriminalpoliti en hård kamp for at komme banderne til livs. For godt et år siden oprettede politiet en særlig enhed, der skal efterforske og bekæmpe klanernes organiserede kriminalitet, men myndighederne erkender, at det på grund af klanernes æreskodeks er særdeles vanskeligt at trænge ind i de kriminelle miljøer.

Bystyre går efter de kriminelles penge

Vidner forsøges truet til tavshed, mens konflikter mellem klanerne løses internt, ofte med penge som kompensation til forurettede parter.

Berlins bystyre har bebudet en forstærket indsats mod klanernes kriminalitet, I maj næste år vil bystyret præsentere et samlet koncept til bekæmpelse af de kriminelle klaner, herunder et styrket samarbejde mellem skattevæsen og politi.

»Det er målet, at vi hvert år skal konfiskere et tocifret millionbeløb fra de kriminelle bander,« siger den berlinske socialdemokrat Tom Fischer til avisen Berliner Morgenpost.