Forbandelsen over Gaza

Verdens øjne hviler på Gaza-striben, hvorfra der sendes raketter ind i Israel – og hvor de israelske angreb til gengæld koster liv hver dag. Historien om Gaza er også fortællingen om en palæstinensisk kamp for selvstændighed, der er splittet mellem kompromisløshed og pragmatisme.

De pårørende til fire drenge sørgede i går i forbindelse med begravelsen i Gaza By. De fire børn blev dræbt og adskillige andre såret på en strand i Gaza By i forbindelse med et israelsk angreb, beretter journalister fra AFP.   Fold sammen
Læs mere
Foto: MOHAMMED ABED
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Selv om Gazas historie strækker sig tilbage til førbibelsk tid, er det mest oplagte sted at begynde fortællingen om områdets nyere og konfliktfyldte historie efter Første Verdenskrig.

Indtil da var hele det nuværende Israel samt Gaza og Vestbredden i århundreder en del af Det Osmanniske Rige. Men efter dets kollaps under Første Verdenskrig kom området under britisk administration. I årene, der fulgte, voksede både den jødiske indvandring og den arabiske befolknings utilfredshed hermed voldsomt, og stadig mere borgerkrigslignende kampe brød ud mellem arabiske og jødiske militser og den engelske hær.

I forbindelse med den engelske tilbagetrækning vedtog FNs Generalforsamling derfor i 1947 en delingsplan, som skulle skabe fred ved at opdele området i to: En palæstinensisk stat – der inkluderede Gaza – med et jødisk mindretal og en jødisk stat med et palæstinensisk mindretal.

Imidlertid blev delingsplanen kun accepteret af de jødiske ledere og forkastet af de arabiske lande, som i stedet valgte at angribe den nyudråbte israelske stat. Symptomatisk for krigens udfald blev den følgende krig blandt israelere kendt som uafhængighedskrigen, mens den i den arabiske verden betegnes »Nakba«-katastrofen. Israel vandt en overvældende sejr over de kombinerede arabiske hære, og flere end 700.000 palæstinensiske arabere enten flygtede eller blev fordrevet fra de områder, som de jødiske styrker erobrede.

Da Gaza-striben ikke kom under israelsk kontrol, og indtil 1967 de facto var egyptisk territorium, endte omkring 200.000 af de palæstinensiske flygtninge her. Primært i flygtningelejre, der med tiden har fået karakter af permanente byer.

Israel angreb og vandt

Seksdageskrigen i 1967 fulgte en periode med stadig flere sammenstød mellem både Israel, PLO og landets arabiske naboer. Egyptens diktator, Gamal Abdel Nasser, slog hårdt på krigstrommerne og mobiliserede styrker langs grænsen til Israel, hvis udslettelse han profeterede. Israel valgte at indlede det, man kaldte et »præventivt angreb«, hvilket førte til et massivt egyptisk nederlag, og Israels besættelse af Gaza-striben.

I årene, der fulgte, indledte Israel en omfattende bosættelsesaktivitet i de områder, der blev besat under Seksdageskrigen – både i Gaza og på Vestbredden, som Israel erobrede fra Jordan i samme krig. Motiverne til bosættelserne er langtfra entydige og er blevet begrundet og udlagt med alt fra en fortsættelse af det zionistiske ekspansionsprojekt til opfyldelse af bibelske profetier samt sikkerhedshensyn og kynisk forhandlingstaktik.

Efter at det arabisk-nationalistiske og venstreorienterede Fatah – bevægelsen som indtil 2004 var ledet af Yassir Arafat og udgjorde den største fraktion i paraplyorganisationen Palestinian Liberation Organisation (PLO) – i mange år havde været næsten enerådende i den palæstinensiske kamp mod Israel, skete der sidst i 1980erne en stigende islamisering heraf.

Særligt to bevægelser – begge med primær base i Gaza – Islamisk Jihad og Hamas (et arabisk akronym for »Den islamiske modstandsbevægelse«), oplevede voldsomt stigende tilslutning. Begge har ideologisk udspring i det Det Muslimske Broderskab, hvis mål det er at indrette staten efter Koranens forskrifter og med Sharia-loven som juridisk fundament.

Nyttig modvægt til PLO

Ironisk nok skyldes den hastige vækst af Hamas ikke mindst, at Israel indledningsvis i nogen grad vendte det blinde øje til nogle af bevægelsens aktiviteter, da man så bevægelsen som en nyttig modvægt til det PLO, som blev betragtet som en langt større trussel.

Efter afslutningen af den første intifada indgik Israel og PLO i 1994 de Oslo-aftaler, der sikrede oprettelsen af det palæstinensiske selvstyre på Vestbredden og i Gaza. Imidlertid tydeliggjorde fredsaftalen den ideologiske forskel mellem Fatah og de islamiske bevægelser. Mens Fatah sigter mod oprettelsen af en palæstinensisk stat udelukkende på Vestbredden og Gaza og en forhandlet fred med Israel, er målet for Hamas Israels totale udslettelse.

I årene efter Oslo-aftalen indledte de religiøse bevægelser en selvmordsbombekampagne rettet mod israelske civile, mens Israel stadig opretholdt en skrøbelig fred med Fatah, dog afbudt af den anden intifada i årene 2000-2005.

Efter stadig voldsommere sammenstød mellem Israel og Hamas og en voldsom indenrigspolitisk debat rømmede Israel i 2005 alle bosættelser i Gaza, hvorefter Hamas intensiverede sine missilangreb.

I 2006 vandt Hamas en knusende valgsejr i Gaza, hvilket førte til omfattende konflikter med Fatah, der hidtil havde siddet på magten også her. Striden kulminerede i sommeren 2007, hvor Hamas greb magten og foretog en omfattende udrensning af Fatahs folk, hvoraf mange blev smidt ud fra høje bygninger, skudt i knæskallerne eller fordrevet til Vestbredden, som Fatah stadig kontrollerer.

Svækket Hamas til angreb

I både 2008 og 2012 gennemførte Israel angreb på Hamas med henblik på at stoppe missilangrebene, der er blevet stadig mere sofistikerede og for en stor dels vedkommende tidligere kom fra Iran eller blev smuglet ind fra Egypten.

Men efter Hamas i 2012, under en aktion mod Israel, dræbte adskillige egyptiske soldater, og Det Muslimske Broderskab igen er drevet fra magten i Egypten, er forbindelserne til Egypten frosset til. Tillige er Hamas raget uklar med Iran på grund af uenighed om konflikten i Syrien.

Derfor var det et voldsomt svækket Hamas, der denne sommer igen intensiverede sine missilangreb på Israel efter bortførelsen af tre israelske bosættere på Vestbredden og rabiate bosætteres angivelige gengældelsesdrab på en ung palæstinenser.