Forargelse efter afsløring af hemmelig rapport om mulige danske drab på civile: »Dybt bekymrende«

Danske F-16-kampfly har ifølge eksperter sandsynligvis dræbt op mod 14 civile, men oplysningen om mulige civile dødsfald blev holdt hemmelig af Forsvaret. Det skriver Altinget i samarbejde med den britiske avis The Guardian. 

Dansk F-16-kampfly på operation over Libyen i 2011.  Søren Bidstrup

»Dybt bekymrende.«

Sådan lyder reaktionen fra Enhedslistens tidligere forsvarsordfører Nikolaj Villumsen på afsløringen af, at Forsvarsministeriet i årevis har hemmeligholdt rapporter om, at danske fly muligvis har dræbt civile. 

Afsløringen er tilvejebragt af Altinget og britiske The Guardian i samarbejde med Airwars, som overvåger luftangreb, og den handler om, at danske F-16-kampfly muligvis har dræbt op mod 14 civile i Libyen i 2011. Medierne har fået aktindsigt i en række af Forsvarets hemmeligstemplede rapporter, som blev afklassificeret efter Altingets aktindsigtanmodning. 

I 2011 blev danske fly af et enigt folketing sendt på vingerne som led i en NATO-mission netop for at redde civile i Libyen, som var i altoverskyggende fare for at blive dræbt af regimet med den nu afdøde diktator Muammar Gaddafi i spidsen.

Selvom FN, medier og folketingspolitikere, herunder Nikolaj Villumsen, som i dag er EP-parlamentariker, dengang spurgte ind til eventuelle civile drab i forbindelse med de danske angreb, er rapporterne, som stammer fra 2012, først blevet udleveret nu. 

»Det er meget overraskende og frustrerende at se, at der faktisk har været en undersøgelse i gang i Forsvaret, og at Folketinget ikke fik indblik i den, selvom vi spurgte ind til det,« siger Nikolaj Villumsen til Altinget

Dansk hemmeligholdelse skuffer FN-chef

Ifølge eksperter, som medierne har talt med, er det overvejende sandsynligt, at de danske luftangreb har resulteret i civile dødsfald.

Marc Garlasco, som stod i spidsen for FNs undersøgelse af civile tab, erklærer sig »dybt skuffet« over, at Forsvaret har holdt oplysningerne skjult. 

»Det er meget skuffende, at der ikke var tilstrækkelig åbenhed til at offentliggøre dette dengang, hvor det havde været nyttigt. Nyttigt ikke kun til at lære af fejl, så liv kunne reddes i fremtiden, men også nyttigt for ofrene for disse angreb – så de kunne forstå, hvorfor deres familiemedlemmer blev dræbt, og potentielt kunne modtage en form for kompensation for deres tab,« siger han ifølge The Guardian

Forsvarsordfører Christian Friis Bach (R) siger ifølge Altinget, at han er ærgerlig over, at det ikke lykkedes at viderebringe dokumentationen dengang. Ordføreren, som var en del af den daværende regering som minister for udviklingsbistand, agter nu at gå videre med sagen.

Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) oplyser, at han vil have sagen undersøgt, herunder om der burde have været foretaget en undersøgelse i koalitions- eller NATO-regi. 

The Guardian skriver, at der er tale om to konkrete luftangreb, hvor danske kampfly deltog, og civile blev dræbt.

Det ene fandt sted i Surman, 64 kilometer vest for hovedstaden Tripoli, 20. juni 2011. Her blev 12 civile, herunder fem børn, dræbt. Det andet fandt sted i Sirte i det centrale Libyen i september 2011. 

Avisen skriver videre, at en mand ved navn Khaled al-Hamedi, hvis kone og to børn blev dræbt i angrebet i Surman, forsøgte at rejse et krav mod NATO. Men det mislykkedes, da en belgisk domstol i 2017 afgjorde, at militæralliancen havde immunitet mod retsforfølgelse.

Du kan læse mere i Altingets artikler her og her samt hos The Guardian