Forældre til 15-årig sigtet i skoleskyderi er anholdt

Forældreparret til mistænkt fra skoleskyderi blev anholdt, efter at deres boil blev fundet i Detroit.

 
Den 15-årige skoleskyder affyrede tirsdag over 30 skud under angrebet på Oxford High School, Michigan USA. Video: CNN/Reuters/Ritzau Scanpix. Redigering: Joachim Christian Valentin Werner Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Forældrene til en 15-årig dreng, som er sigtet for at have skudt og dræbt fire elever på sin skole i delstaten Michigan tirsdag, er blevet anholdt. Det er sket tidligt lørdag lokal tid.

En anklager mener, at forældreparret kan have gjort sig skyldige i uagtsomt manddrab. Ifølge sigtelsen gav de deres søn det mistænkte drabsvåben i julegave. De reagerede heller ikke i tilstrækkelig grad på flere faresignaler fra drengen.

James og Jennifer Crumbley blev anholdt, godt to timer efter at en borger havde set deres bil og alarmeret politiet. Det oplyser vicesherif Mike McCabe i Oakland County til avisen Detroit Free Press.

Politiet indledte fredag en eftersøgning efter forældrene til Ethan Crumbley. Den 15-årige er sigtet for drabene på Oxford High School.

Med anholdelsen af forældrene har amerikansk politi for første gang taget særlig lovgivning i anvendelse, da forældrene sigtes i sagen.

Forældrene dukkede ikke op til et retsmøde i Rochester Hills i Michigan fredag. Det fik politiet til at efterlyse dem og udstede en arrestordre. Der blev også udlovet en dusør for informationer, der kunne føre til pågribelsen.

Jagten på forældrene begyndte, tre dage efter at myndighederne beskyldte parrets 15-årige søn for at stå bag skudepisoden. Den er det amerikanske skoleskyderi i 2021 med hidtil flest døde.

To advokater for forældrene, Shannon Smith og Mariell Lehman, havde tidligere udtalt, at parret ikke var på flugt, og at de havde tænkt sig at dukke op til fredagens retsmøde.

Trods den melding kunne politiet ifølge mediet CNN konstatere, at parret hævede 4000 dollar fra en kontantautomat og slukkede for deres telefoner. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Ifølge den lokale tv-station Fox 2 blev de fundet i kælderen til en bygning.

/ritzau/Reuters