For tredje dag i træk har israelske soldater skudt mod palæstinensere ved nødhjælpscenter.
Mindst 27 palæstinensere meldes tirsdag morgen dræbt af israelske styrker, mens de ventede på uddeling af nødhjælp i Gazastriben.
Meldingen kommer fra Gazas Hamas-kontrollerede sundhedsministerium, skriver Reuters og israelske Times of Israel. Tallet er ikke uafhængigt verificeret.
Skudepisoden skal være fundet sted nær byen Rafah i det sydlige Gaza.
Israelsk militær (IDF) bekræfter at have affyret skud nær »et par« personer. Ifølge IDF afveg disse personer fra den angivne rute til nødhjælpscenteret, og reagerede ikke på advarselsskud.
I en udtalelse fra IDF lyder det, at der var tale om »mistænkte«, som udgjorde en trussel mod de israelske soldater.
Antallet af dræbte bekræftes ikke fra israelsk side. IDF er »opmærksom på meldinger om dræbte, og hændelsens detaljer undersøges«, lyder det.
FNs højkommissær for menneskerettgiheder, Volker Türk, siger, at angreb på civile i forbindelse med nødhjælpscentre må betragtes som »en krigsforbrydelse.«
Flere vognladninger uddelt
Ifølge israelsk militær fandt skudepisoden sted omkring en halv kilometer fra det sted, hvor den amerikansk- og israelskstøttede organisation Gaza Humanitarian Foundation (GHF) uddeler nødhjælp til civile i Rafah.
Tidligere tirsdag lød meldingen fra GFH, at morgenens uddeling var forløbet »uden optrin«.
Der blev ifølge organisationen uddelt 21 vognladninger med mad.
»Mens uddelingen af nødhjælp blev udført på sikker vis og uden nogen optrin ved vores uddelingssted i dag, kan vi forstå, at IDF undersøger, hvorvidt et antal civile blev såret, efter at de bevægede sig fra den udpegede sikre korridor ind i en lukket militærzone,« lød det ifølge Times of Israel i en udtalelse fra organisationen.
»Vi anerkender situationens vanskelige karakter og råder alle civile til at blive i den sikre korridor, når de rejser til vores distributionssteder.«
Det er ikke første gang, at der har været meldinger om skud nær GHFs distributionscentre i Gaza.
Organisationen, som er amerikansk og israelsk støttet, er en del af et nyt system, som Israel håber vil forhindre, at nødhjælp når frem til den militante palæstinensiske gruppe Hamas.
Den har fået kritik af blandt andet FN for at politisere uddelingen af nødhjælp i Gaza og for kun at uddele nødhjælp enkelte steder i området.
Systemet er »dehumaniserende, farligt og stærkt ineffektivt«, lød det søndag i en erklæring fra Læger Uden Grænser efter meldinger fra Gazas sundhedsmyndigheder om, at 31 personer skulle være blevet dræbt.
»Det har resulteret i dræbte og sårede civile, som kunne være undgået.«




