4. september 2015 har for længst skrevet sig ind i den nyere tyske historiebog.
Den dag accepterede kansler Angela Merkel efter pres fra sin daværende østrigske kollega at tage imod flygtninge, der var strandet i Ungarn. Beslutningen var ikke koordineret med Merkels bayerske søsterparti, CSU, og var flere gange ved at vælte hendes regering.
På årsdagen viste den tyske TV-station ZDF en rekonstruktion af den dramatiske nat inklusive de euforiske velkomstscener på hovedbanegården i München, hvor glade tyskere tog imod flygtningene.
Siden blev den såkaldte »Willkommenskultur« hos mange overskygget af bekymring.
En ny måling viser, at hver anden tysker fortsat er bekymret for, at de tyske myndigheder ikke kan håndtere de mange flygtninge og migranter. Bekymringen er større i Øst- end i Vesttyskland.

Nye undersøgelser
Op til årsdagen har forskningsinstitutioner, myndigheder etc. offentliggjort adskillige undersøgelser om, hvordan Tyskland har tacklet udfordringen med de 890.000 asylansøgere og migranter, der alene i 2015 kom til Tyskland. F.eks. viser nye tal for Tysklands agentur for beskæftigelse, Bundesagentur für Arbeit, at 35 pct. af flygtningene nu er kommet i job, men at deres beskæftigelsesprocent ligger betydeligt under tyske statsborgeres. Dertil kommer, at flygtninge ofte har lavtlønsjob.

Mange af flygtningene, der kom til Tyskland, var unge. Derfor har det vakt opsigt i Tyskland, at de højere læreanstalter melder om en stor stigning i flygtninge, der vælger at tage en uddannelse. I vintersemesteret 2018/19 begyndte 3.788 flygtninge på en højere læreanstalt, hvilket var 18 gange flere end i 2015/2016.
Ifølge en opgørelse udgør studerende fra Syrien samlet set nu den sjettestørste gruppe af udenlandske studerende i Tyskland. I 2018 læste 8.618 syrere på en højere læreanstalt i Tyskland. Til sammenligning var 8.909 italienere og 11.130 østrigerne indskrevet i Tyskland. Samlet set er 24.000 unge indskrevet fra lande som Syrien, Afghanistan, Irak, Nigeria, Eritrea, Iran, Pakistan og Somalia.
Når jeg har færdiggjort min uddannelse, vil jeg gerne arbejde i Tyskland og dermed give noget tilbage til landet.Bnana Darwish, syrisk flygtning og arkitektstuderende i Stuttgart
Færdiggør påbegyndte uddannelser
En af dem er den 29-årige Bnana Darwish fra Syrien, der i 2013 læste arkitektur på fjerde semester i Damaskus og nu viderefører sine studier i Stuttgart.
»Når jeg har færdiggjort min uddannelse, vil jeg gerne arbejde i Tyskland og dermed give noget tilbage til landet,« udtaler hun til avisen Die Zeit.
Nye tal viser også, at der i 2018 var 185.000, som søgte om asyl i Tyskland.
En anden undersøgelse peger på, at asylansøgere er overrepræsenteret i den tyske kriminalstatistik.