Det blev kaldt »den største lovstramning mod bandekriminalitet nogensinde,« da den rød-grønne svenske regering for et år siden præsenterede 34 nye lovstramninger, som skulle bremse bandekriminaliteten i Sverige.

Men et år senere synes stramningerne endnu ikke at have haft den tiltænkte effekt. Tværtimod har der det seneste år været flere banderelaterede skyderier, flere mord og flere bombesprængninger end året forinden.

Det skriver SVT, som har sammenlignet antallet af banderelaterede forbrydelser fra september 2018 til august 2019 med samme periode året efter.

Den socialdemokratiske justitsminister, Morgan Johansson, siger til SVT, at han ikke er tilfreds, så længe skyderierne fortsætter, men han fastholder, at lovstramningerne alligevel gør en forskel i kampen mod banderne.

»Jeg ved, at det, vi gør med de 34 lovstramninger, er massivt. Når vi kommer længere ind i mandatperioden og kan følge tiltagene, tror jeg, vi kommer til at se resultater,« siger han til SVT.

Da lovpakken blev præsenteret, kritiserede de borgerlige partier den for at være for vag. Den gjorde det nemmere for politiet at foretage husransagelser og elektronisk overvågning og gav obligatorisk fængselsstraf for gentagne røverier, afpresning og vold i bandemiljøerne.

Men oppositionspartiet Moderaterna, anført af Ulf Kristersson, kritiserede den for ikke at indeholde visitationszoner og fordoblet straf for bandekriminelle, sådan som lignende danske bandepakker gør.

Ulf Kristersson mødes torsdag med den forhenværende danske justitsminister Søren Pape Poulsen (K), som i sin tid vedtog de danske bandepakker. De skal netop diskutere, hvordan man kan komme bandekriminaliteten til livs i Sverige.

I et indlæg i Expressen skriver Ulf Kristersson torsdag, at Sverige for længst ville have fulgt Danmarks eksempel, hvis en borgerlig regering havde siddet ved magten, og han kritiserer regeringen for stadig ikke at gøre nok.

Morgan Johansson siger til SVT, at han godt forstår dem, der kritiserer regeringen for at arbejde for langsomt:

»Jeg kan godt forstå frustrationen. Jeg oplever den ofte selv. Men hvis man skal have nye love, må man sikre sig, at det er gennemarbejdede love, som domstolene kan dømme efter,« forklarer han.

Onsdag erkendte Sveriges socialdemokratiske statsminister, Stefan Löfven, at der kan være en forbindelse mellem den massive indvandring til landet og de seneste års eskalerende bandekonflikter.