Folkets prinsesse

Mens det britiske hof og Dianas nærmeste holdt mindegudstjeneste tæt ved Buckingham Palace, holdt prinsessens mest helhjertede fans deres egen højtidelighed uden for Kensington Palace i London. De var rejst fra hele verden for at vise, at Diana langt fra er glemtVIDEO: Diana mindes med en udstilling

Billeder af prinsessen klippet ud af ugeblade blev hængt op sammen med blomster. Foto: Reuters/Scanpix Fold sammen
Læs mere

LONDON

Det lille transportable fjernsyn balancerer oven på en grå kuffert på plænen uden for Kensington Palace. Forbindelsen er er ikke god, men ingen af den lille gruppe kvinder ænser de atmosfæriske forstyrrelser, mens Prins Harry taler. De græder.

"Hun var ganske enkelt verdens bedste mor," siger den nu 22-årige Harry, der var bare 12 år, da hans mor mistede livet i en bilulykke i Paris.

Susan Chickowski dupper øjnene med et lommetørklæde og knuger håndtasken med prinsessens portræt omgivet af rhinsten tæt ind til kroppen.

"Jeg kan slet ikke bære det. Han var jo bare sådan en lille dreng, da han mistede sin mor og det tænker jeg på hver gang jeg hører ham tale om hende," sukker hun.

For Susan Chickowski er tiårsjubilæet en skelsættende begivenhed, som hun er rejst hele vejen fra Canada for at overvære. Både for Diana, men også på det mere personlige plan.

"Jeg håber det kan være med til at sætte et punktum, så vi kan komme videre. For mig selv især. Jeg har været så optaget af Diana, at det er gået ud over mit familieliv og mit ægteskab. Nu vil jeg forsøge at drosle lidt ned. Jeg tror Diana ville have ønsket det," siger Susan Chickowski alvorligt.

Siden hun var 12 år og prinsessen blev gift med Charles har fascinationen af Diana været der.

"Hun var en slags levende Askepot og jeg fulgte alt hvad hun foretog sig. Da hun døde følte jeg virkelig, at jeg havde mistet min bedste ven."

Susan Chickowski dulmede sorgen ved at købe utallige Diana-souvenirs og være online i Diana-chatrum hver eneste dag for at holde prinsessen i live på internettet.

"Min mand deler mildest talt ikke min interesse for prinsessen. Han synes vi skal lade hende hvile i fred og der har været en del skænderier i den anledning ikke minsdt fordi jeg nogen gange lod min familie i stikken til fordel for Diana. Men nu tror jeg, at jeg kan give slip. Andre vil bære faklen videre og sørge for, at hun aldrig bliver glemt," siger hun.

Tættere på paladset står Sheila Clarke, der er medlem af den omkring 80 personer store Diana Circle. Hun er iført en Barbie-pink jakke, der meget vel kunne have været fra prinsessens levetid og en t-shirt med påtrykt portræt af Diana iført en matchende lyserød hat. Ved siden af hende står en ghettoblaster, der er sat på repeat til at spille det operabetonede nummer "Time to Say Goodbye". Hver gang det kommer til andet vers, hakker cden, som en af hendes venner har indspillet, en smule over inden den spiller videre.

"Vi kommer her hvert år, selvfølgelig. Diana skal aldrig, aldrig nogen sinde få lov til at blive glemt. Det skal vi nok sørge for," siger Sheila Clarke med eftertryk.

Hun har fra morgenstunden været med til at hænge plakater op, der fejrer prinsessens liv og fordømmer prins Charles og hans nuværende kone Camilla, hertuginden af Cornwall.

En af plakaterne, der er bundet fast til jerngitteret uden for paladset forkynder:

"Dronning Diana For Altid! Kong Charles, Dronning Camilla Aldrig!" med store røde bogstaver.

"Camilla ville blive korsfæstet hvis hun viste sig her. Men det tør hun nok heller ikke," siger Sheila Clarke med foragt i stemmen og tilføjer at ingen kongelige hverken før eller siden har nået Diana til sokkeholderne.

"Hun gjorde ting som ingen anden kongelig vovede. Hun rørte ved folk, der var spedalske og var smittet med AIDS og sagde sin mening om landminer. Det er derfor folket er kommet for at hylde hende i dag her ved Kensington Palace og ikke i kirken."

Robyn Ware fra Queensland i Australien sidder i forgården til paladset og belægger en af i alt 6400 blomster med bladguld. Det er en del af et mindekunstværk, der opfordrer publikum til at få afløb for deres sorg ved at hjælpe til med de kunstige metalblomster.

"Vi er i Europa i otte uger, men det er den ultimative oplevelse," siger Robyn Ware, der husker, at hun græd hele dagen, da det kom frem at prinsessen var død.

Robyn Ware er som størstedelen af de forsamlede ved Kensington Palace ikke overbevist om, at hele sandheden er kommet frem om Dianas død.

Det samme gælder paraply-mand Terry Hutt på 72-år.

"Jeg tror ikke det var en ulykke, men jeg tror heller ikke man kan opklare det mere her ti år efter. Selv ikke Sherlock Holmes ville kunne bevise det ene eller det andet nu og jeg mener man har brugt nok penge på det nu," siger Terry, Hutt, der er rejst fra Cambridge, fordi han føler sig "åndeligt forbundet til prinsessen."

Han har sovet i parken hele natten for at være på pletten ved ti-årsdagen og hjælper nu med at hænge blomster og kort op på gitterporten. Han er iført sokker, shorts og en t-shirt, der alle bærer Union Jack.

"Hun var så varm og god og vi savner hende usigeligt hver eneste dage. Hvert eneste hår på hendes hoved," siger han med bævrende underlæbe.

"Men se bare hvor elsket hun var, " siger han og slår ud med armene.

Omkring ham breder der sig en slange af blomster fra solsikker til røde liljer til dyre blomsteropsatser med hvide roser og lys. Digte, mindeord og citater fra Nelson Mandela og Bill Clinton blander sig med lilla hjerteformede balloner, hjemmelavede collager og en plakatstor forstørrelse af et spillekort, der viser Hjerterdame .

Foran en af dem står John Loughrey på 52 år og er så tæt på at græde, som en mand kan komme uden at være det.

"Smerten er stadig helt rå for mig. Jeg er ganske overvældet af følelser," forklarer han, mens han knuger en buket efterhånden slatne røde roser ind til kroppen.

"Hun var i verdensklasse og det er ikke retfærdigt hun skulle tages fra os så tidligt,"

I fugleflugt er der ikke langt fra Kensington Palace til den kongelige mindegudstjeneste i Guards Parade ved Buckingham Palace og måske er nogen af følelserne i kapellet de samme som på gaden.

Men der er en verden til forskel.