Folkelig opstand fortsætter i mange iranske byer

Politi har anholdt over 450 mennesker i en nordlig provins i Iran. Fortsat protester efter ung kvindes død.

Arkivfoto: Iransk politi foretog mandag over 450 anholdelser i en nordlig provins, og de politiske ledere i Irans hovedstad, Teheran, advarede om, at der vil blive grebet langt hårdere ind mod demonstranter end tidligere. Fold sammen
Læs mere
Foto: STRINGER
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Ti dage efter en ung kvindes død i det såkaldte moralpolitis varetægt i Iran fortsætter en folkelig opstand i mange af landets byer.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Iransk politi foretog mandag over 450 anholdelser i en nordlig provins, og de politiske ledere i Irans hovedstad, Teheran, advarede om, at der vil blive grebet langt hårdere ind mod demonstranter end tidligere.

Teherans religiøse ledere fremsatte også nye beskyldninger mod USA, som bliver beskyldt for at gøre forsøg på at undergrave landets styre.

Mindst 41 personer er døde, siden demonstrationerne startede. Det viser officielle tal. De fleste af de døde er demonstranter.

De nuværende demonstrationer udgør de største uroligheder siden gadekampe på grund af vandmangel sidste år.

I alt er omkring 1200 personer blevet anholdt under protesterne. Det oplyser embedsfolk mandag efter endnu en urolig aften.

Demonstrationerne begyndte, efter at den 22-årige kvinde Mahsa Amini mistede livet i det iranske moralpolitis varetægt.

Hun blev anholdt, fordi hendes hijab ifølge myndighederne ikke dækkede hendes hår godt nok. Moralpolitiet har af mange fået skylden for hendes død.

Rådgivere for Irans åndelige leder, ayatollah Ali Khamenei, har udtrykt kondolencer til Mahsa Aminis familie og sagt, at han er ked af hendes død.

Mahsa Amini mistede bevidstheden, mens hun ventede sammen med andre kvinder, der var tilbageholdt af moralpolitiet.

Den unge kvinde lå i koma i tre dage, inden hun døde fredag 16. september.

/ritzau/Reuters