»Folk er trætte« af social afstand og mundbind: Nu vokser smittetallet i 22 stater

I Arizona, Florida og Texas har smittetallet aldrig været højere. Ligesom i 19 andre amerikanske delstater vokser antallet af nye smittede dag for dag under USAs genåbning.

Allerede inden USAs genåbning begyndte, advarede epidemiologer og sundhedseksperter om, at pandemien ikke var slut:

Mange flere ville blive syge, lød det for en måned siden, og i sydstaterne kunne en farlig anden bølge være på vej.

Eksperterne fik ret. Selv om smittetallet ellers på landsplan synes at have nået et plateau, vokser det med alarmerende hast i omtrent 22 amerikanske delstater – og i Florida, Arizona og Texas har det aldrig været højere. Det skriver The New York Times og The Daily Beast.

Over to millioner amerikanere har fået coronavirus, og hver dag er der cirka 21.100 nye smittede på tværs af landet, skriver The New York Times. Omtrent 800 mennesker dør hver dag. Sådan var det også for cirka en måned siden, og tallene er dermed stadig markant lavere, end de var i april.

Men det daglige smittetal stiger hurtigt i de amerikanske sydstater.

Folk strømmer igen til Miami Beach i Florida for at nyde sommervejret efter lang isolation. Der er bare et problem: Der har aldrig været flere syge med covid-19 i hele Florida, end der er nu. Marco Bello/Reuters/Ritzau Scanpix

Smittetal tredoblet

Ifølge The Daily Beast er Arizonas daglige smittetal således tredoblet i løbet af de seneste to uger, og bare siden mandag er over 2.390 personer testet positive for coronavirus i delstaten.

I Florida er over 80.000 i alt testet positive, og siden mandag er der konstateret 2.783 flere smittede.

Texas havde tirsdag et rekordhøjt antal af nye indlæggelser for fjerde dag i træk – med 2.326 indlagte covid-19-patienter i staten, skriver The Daily Beast.

Det er især i Texas’ største byer som Dallas, Houston og San Antonio, at tallene stiger, skriver The New York Times.

»Jeg er meget bekymret for det,« siger Dallas' borgmester, demokraten Eric Johnson, til The New York Times.

Efter flere måneders isolation og social afstand lader det til, at beboerne i Dallas er holdt op med at gå så meget op i de forholdsregler, de før var pålagt, mener han. Mange bruger ikke længere mundbind, og de holder heller ikke afstand til hinanden.

»De er i et godt stykke tid blevet bedt om ikke at mødes med de mennesker, de elsker og har lyst til at tilbringe tid med. At gå med mundbind er ikke behageligt. Og jeg tror, folk er trætte,« forklarer Eric Johnson til The New York Times.

Også i Tulsa, Oklahoma, hvor præsident Donald Trump i den kommende weekend skal holde sit første store vælgermøde i forbindelse med præsidentvalgkampen, er smittetallet rekordhøjt, skriver CNN.

Arrangementet skal foregå indenfor og forventes – ligesom præsidentens mange tidligere såkaldte rallies – at tiltrække tusindvis af tilskuere.

Det har fået advokater i byen til at forsøge at bremse Donald Trumps vælgermøde fra at finde sted. Dog uden held.

I delstater som Minnesota, New York og Maryland synes smittetallene fortsat at være faldende – på trods af gigantiske protester mod systemisk racisme og politivold mod sorte.