Fogh var formentlig NATO-kandidat i mindst et år

Da James P. Cain, den karismatiske amerikanske ambassadør i København fra 2005 til 2009, sent mandag aften sad i sin bil i knap fem timer på vej hjem fra Washington, havde han i den grad fået noget at tænke på: Kilder i Udenrigsministeriet havde nemlig forklaret ham, at der blandt de 279 indberetninger, som er afsendt fra ambassaden i Danmark, og som Wikileaks ventes at offentliggøre, var mange med hans navn på.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Men hvilke? I løbet af de fire år hjemsendte han flere hundreder indberetninger – altså mange flere end dem, som nu ulovligt er på vej til at blive tilgængelige for alle. Cain forklarer mig – under et timelangt møde på hans kontor i Raleigh i North Carolina – at han er tilbageholdende med at fortælle alt om, hvad der måtte stå i hans indberetninger, fordi det jo er muligt, at noget af det, han måtte fortælle, slet ikke står til at blive offentliggjort. Han er tydeligt utilpas ved udsigten til, at den fortrolighed han havde med danske toppolitiker, står til at blive brudt – så han går med til at løfte sløret for noget af det formentlig mest sprængfarlige:

Allervigtigst forløbet op til, at Anders Fogh Rasmussen endte med at blive NATOs generalsekretær i april 2009. Som bekendt afviste Fogh konsekvent helt op til sin udnævnelse – og såmænd også efter – at han aktivt havde været kandidat eller for den sags skyld ført samtaler om at blive det. Dertil var han alt for glad for at være statsminister. James P. Cain tegner et helt andet billede – i det han nu fortæller, at han som ambassadør intenst drøftede Foghs kandidatur med daværende præsident George W. Bush op til Foghs private besøg hos Bush i Texas i marts 2008. Mere end et år før Fogh blev udnævnt. Cain afviser – med et stort smil – at afsløre, om han selv vendte emnet med den danske statsminister. Det vil eks-ambassadøren, lader han forstå, først sige noget om, hvis der står noget om det i de offentliggjorte dokumenter.
Næstvigtigst ambassadørens indberetninger op til folketingsvalget i 2007. Her stillede Helle Thorning-Schmidt for første gang op som statsministerkandidat – og endte som bekendt med at tabe klart. Cain understreger nu, at han bestemt udtrykte bekymring for, hvad der ville have sket, hvis Socialdemokraterne sammen med De Radikale og SF havde dannet regering. Det ville have ført til en udenrigspolitisk kursændring, konkret ved en hurtigere exit fra Afghanistan, end det var i den amerikanske regerings interesse. Det står tydeligt, at Cain – som var udpeget af Bush – på USA’s vegne foretrak, at Fogh fortsatte. Årsagen var alene den udenrigspolitiske kurs – indenrigspolitik har kun mindre interesse for USA.

Mødet med eks-ambassadøren fra København giver et interessant indblik i to forhold: Dels hvor ubehageligt det er for enhver diplomat at opleve, at der, som vedkommende troede var en fortrolig orientering, pludselig kan læses af enhver. Dels en helt ny drejning af et interessant dansk politiks forløb – nemlig hvordan Fogh fik sin internationale toppost.