Fogh kæmper for NATOs sammenhold

Tre gigantiske transportfly er et af NATOs bedste eksempler på, hvordan samarbejde mellem nationerne kan give mere forsvar for færre penge. Danmark står dog uden for samarbejdet.

NATOs generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, var en tur i cockpittet for at tale med piloterne inden afgangen mod Budapest. På Papa Airbase tog han første spadestik til en ny hangar, der skal gøre det muligt at vedligeholde de tre store fragtfly på basen. ?Foto: NATO HQ / Erik Luntang Fold sammen
Læs mere
Foto: Erik Luntang
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Militært marcherende musikkorps og ungarske paradesoldater i perfekt eksercits optrådte forleden i strålende sommersol på »Papa Air Base« med ungarske honoratiores og NATOs generalsekretær Anders Fogh Rasmussen som tilskuere.
Netop her findes kernen i NATOs og de europæiske NATO-medlemmers forhold til Smart Defense.

Samarbejde om vigtige NATO-projekter som eksempelvis Allied Ground Surveillance, der skal sikre tropperne på landjorden, eller det ballistiske missilforsvar skal ikke blot give mere forsvar for pengene. Smart Defense skal give mere forsvar for færre penge, for de europæiske NATO-lande har beskåret deres forsvarsbudgetter konstant siden Den Kolde Krigs afslutning.

Ungarernes bensving og tramp har et præg af sovjettid og Warszawapagt over sig, men da soldaterne i sommersolen gav den hele armen og begge ben, gjaldt fejringen et af NATOs og generalsekretær Anders Fogh Rasmussens vigtigste projekter kaldet Smart Defense.

Navnet dækker over projekter, hvor NATOs medlemmer og også gerne partnerlande samarbejder om at anskaffe og drive vigtige, og typisk dyre, fælles militære kapaciteter eller materiel.

»Papa Air Base« har en lang koldkrigshistorie bag sig. Sovjetunionen brugte den som kampflybase, og herfra blev Ungarns to kosmonauter rekrutteret. I dag er den base for NATOs Strategic Airlift Capacity, som består af tre gigantiske C-17-fragtfly. De er bygget af Boeing, men ejet af ti NATO-medlemslande og to partnerlande i fællesskab.

Strategic Airlift Capacity, forkortet SAC, skal have en ny, gigantisk hangar, og Anders Fogh Rasmussen besøgte basen et par timers kørsel vest for Budapest for at tage de første spadestik sammen med Ungarns forsvarsminister.

Når hangaren med tilhørende faciliteter er færdig, kan flyene vedligeholdes på basen, hvilket vil spare ni værkstedsdage for hvert fly hvert år, og når der er tale om fly til op mod 1,3 milliarder kroner stykket er tiden i luften helt bogstaveligt kostbar. Og da de 12 nationers samarbejde i Anders Fogh Rasmussens øjne er selve forbilledet for, hvordan NATOs medlemslande kan få mere forsvar for pengene, var han klar med spade og tale under det officielle besøg i Ungarn.

»I er en succes, både når det gælder operationer og økonomi,« fastslog Anders Fogh Rasmussen, da han havde udskiftet spaden med talerstolen. Han noterede, at SAC-flyene har fløjet 10.000 timer, og transporteret 38.000 passagerer og 29.000 ton fragt i næsten alle slags opgaver fra humanitær bistand til Haiti og Pakistan til militær transport til udsendte NATO-styrker rundt om i verden.

Danmark sidder over

»Vi har kun sagt nej til en eneste opgave, og det var lufttransport til Libyen, mens konflikten stod på,« forklarer chefen for C-17-eskadrillen, oberst Frank Rombouts fra det hollandske flyvevåben.

Hans eskadrille, kaldet Heavy Airlift Wing, har fået bestilling på at levere 3.165 flyvetimer om året, hverken mere eller mindre, og det gør han uden problemer. Fik han flere besætninger til rådighed, kunne han også relativt ubesværet levere 3.500 timer i luften, for hans fly er til rådighed i 93 procent af tiden, hvilket er flot i den branche.

Men på listen over ejerlande mangler Danmark.

I 2006 underskrev daværende forsvarsminister Søren Gade (V) ellers en hensigtserklæring om at deltage, men året efter trak Danmark sig igen. Statsministeren hed dengang Anders Fogh Rasmussen.

»Jo, men Danmark har i stedet leveret transportkapacitet med sine C-130,« (mindre Hercules transportfly, red.) lød forklaringen fra Fogh Ramussen, da han og de øvrige gæster var nået om bord på et af C-17-flyene for at flyve tilbage til Budapest.

»Der vil være mange forskellige grunde til, at nationerne siger, at de vil være med eller ikke. Det må være en national beslutning. Men dette projekt er et godt og synligt eksempel på Smart Defense,« fastslår generalsekretær Anders Fogh Rasmussen.

Mere forsvar for pengene

For en halv snes år siden præsterede ni NATO-lande forsvarsbudgetter, der lå over NATOs anbefaling, som tidligere lød på tre procent af landenes nationalprodukt. Nu lyder anbefalingen på to procent, og det er der kun fire lande, der formår: USA er det ene, Grækenland et andet, hvilket skyldes landets anstrengte forhold til Tyrkiet og ikke hensynet til NATO.

Amerikanerne betaler gildet

Tre amerikanske forsvarsministre i træk har advaret europæerne om den stigende ubalance, hvor USAs andel af NATOs samlede forsvar er nået over 70 procent.

Men nationerne ser først og fremmest på deres egne interesser. Det er svært at hente stemmer på forsvarsudgifter; selv i de gode tider svandt forsvarsbudgetterne ind, også i Danmark, som fravalgte både C-17-flyene, og derpå det vigtige Allied Ground Surveillance, som Danmark sidste år genindtrådte i.

Men Danmark har endnu ikke afsat penge til at opgradere Søværnets tre nye fregatter med topmoderne radarer og missillaunchere til at kunne indgå i NATOs ballistiske missilforsvar.

Dertil kommer, at landene, i hvert fald ikke endnu, har fundet ud af, hvordan spillereglerne skal være, hvis en fællesejet kapacitet skal bruges til en konflikt, hvor landene er vildt uenige om, hvorvidt de skal deltage.

Et skræmmeeksempel er NATOs overvågningsfly, AWACS-flyene, hvor Tyskland i to år forhindrede, at de blev brugt i Afghanistan. Da Libyen-krigen brød ud, sagde Tyskland også nej til at lade sine besætninger deltage, hvilket ville have resulteret i, at NATO blev afskåret fra at sende flyene til Libyen. Løsningen blev, at Tyskland alligevel accepterede at bruge sine besætninger over Afghanistan, mens andre deltagere i AWACS-samarbejdet sendte deres besætninger til Libyen.