Fogh hylder afghanerne på valgdagen

Afghanistans mænd og kvinder har vist, at de vil have indflydelse på landets fremtid, siger NATOs generalsekretær. Syv millioner vælgere har stemt ved præsidentvalget lørdag.

SPAIN-NATO-DIPLOMACY
Foto: GERARD JULIEN

AFGHANISTAN: Lørdag vælger afghanerne afløseren for Hamid Karzai, landets præsident siden 2001.

Taleban har truet med blodige angreb på de afghanere, der deltager i den demokratiske proces, men den første opgørelse fra den afghanske valgkommission viser, at syv millioner af de omkring 12 millioner stemmeberettigede vælgere har deltaget i præsidentvalget.

Generalsekretær Anders Fogh Rasmussen fra NATO benytter lejligheden til at rose Afghanistans befolkning for dens dedikation til demokratiet.

»Endnu en gang har afghanske mænd og kvinder vist, at de insisterer på at have medindflydelse på landets fremtid. Og igen har afghanske sikkerhedsstyrker og -organisationer gjort et fantastisk arbejde på trods af udfordringerne,« siger han i en skriftlig kommentar.

Fogh Rasmussen understreger, at det er afghanerne selv, der har ledet og afviklet valget.

»Afghanerne kan være stolte af, hvad de har opnået. De har et stærkt fundament for fremtiden,« siger generalsekretæren, der opfordrer de to præsidentkandidater til at respektere valgets resultatet.

Kandidaterne er tidligere udenrigsminister Abdullah Abdullah og tidligere finansminister Ashraf Ghani, der gik videre fra første valgrunde 5. april.

Der er meldinger om enkelte voldelige episoder under lørdagens valg. Blandt andet er der blevet affyret raketter mod et valgsted i hovedstaden Kabul, men det har ikke forhindret valghandlingen i at fortsætte.

Fra dansk side er der også rosende ord til afghanerne.

»En fredelig politisk magtoverdragelse er et vigtigt skridt i Afghanistans fortsatte udvikling,« siger udviklingsminister Mogens Jensen (S) i en skriftlig kommentar.

»Afghanistan har med støtte fra Danmark og mange andre oplevet betydelige udviklingsfremskridt siden 2001, ikke mindst inden for uddannelse og kvinders rettigheder. For mig er det, at de afghanske kvinder stod for en tredjedel af alle de afgivne stemmer i første runde, et tydeligt vidnesbyrd om, hvor langt Afghanistan er kommet,« siger han.

Det ventes, at valget bliver et meget tæt opløb mellem de to kandidater, der fik henholdsvis 45 og 32 procent af stemmerne i første runde.