Første Verdenskrig lever endnu

Putin, Orbán og britisk EU-skepsis. Første verdenskrig påvirker stadig Europa fra sin plads i skyggen af 2. verdenskrig, forklarer Arnulf Scriba fra Deutsches Historisches Museum.

Rusiske soldater ved fronten i Østpreussen. Foto: AFP Fold sammen
Læs mere

BERLIN: Europas moderne historie er knyttet uløseligt sammen med Anden Verdenskrigs rædsler. Ikke mindst her i Berlin. Men kigger man nærmere efter, fører tråde også tilbage til den første blodige krig, der begyndte i år for 100 år siden og kostede 17 millioner mennesker livet.

Spor fra Første Verdenskrig kan findes i den russiske præsident Vladimir Putins nationale retorik. I den ungarske premierminister Viktor Orbáns “forsvar” for etniske ungarere i nabolandene. I Storbritanniens EU-skepsis og i tyskernes særlige forståelse for russernes angst for at blive lukket inde, vurderer Arnulf Scriba, der i år har kurateret en stor jubilæumsudstilling på Deutsches Historisches Museum.

Historisk står Første Verdenskrig naturligt i skyggen af Anden Verdenskrig, men for det centrale Europa var Første Verdenskrig det 20. århundredes urkatastrofe, forklarer han i et interview med Berlingske.

»Virusset fra den radikale nationalisme er helt sikkert plantet før Første Verdenskrig. Den blussede op under Første Verdenskrig og har forplantet sig videre efter krigen. Det var vel også urkatastrofe hvad teknifiseringen af krigen angår. Det var den første industrialiserede krig, og våbenteknonologien udviklede sig ufatteligt i løbet af disse fire år, hvad angår fly, artilleri, der hvor massedrabene kom. Men også urkatastrofe hvad angår den politiske radikalisering af brede dele af Vest- Middel- og Østeuropa. Det var begyndelsen på enden for det britiske imperium. For det politiske system i Europa, som havde fungeret i 100 år siden Wienerkongressen i 1815, var det en katastrofe,« siger han.

»Men jeg vil tvivle på, at det var en urkatastrofe fra USAs synspunkt. For USA voksede gennem denne krig frem som den dominerende verdensmagt. Jeg tvivler også på, at det var en urkatastrofe for mange kolonialiserede dele af verden. De blev trukket ind i krigen, men udviklede også en national bevidsthed. Måske heller ikke for nogle sydøsteuropæiske lande, der også fandt vejen mod selvstændighed og blev til nationalstater og rev sig løs fra det habsburgske rige,« siger han med henvisning til opsplitningen af Østrig-Ungarn efter krigen i 1918.

Museets udstilling har detaljeret dokumenteret krigens gru, den inhumane tankegang, den blev ledet med, og den nationalistiske feber, der gjorde det hele muligt.

»Vi vil glorificere krigen - verdens eneste hygiejne -, glorificere militrarisme, patriotisme, anarkisternes destruktive handlinger, de smukke idéer, som vi dør for, og foragten for kvinder,« skrev den italienske fascist Filippo Tommaso Marinetti i 1909.

Tredive år senere indledte Tyskland endnu er verdenskrig. Hvorfor blev urkatastrofen ikke straks set som en katastrofe, der aldrig måtte gentages?

»Ja og nej også der. Der var to stærke, konkurrerende bevægelser i Tyskland efter krigen. Der var den meget nationalistiske til sidst nationalsocialistiske bevægelse. Men der var også en usandsynlig stærk og stor pascifistisk bevægelse i Tyskland, der især blev drevet af socialdemokratiet, af liberale og også delvist af det katolske centrumsparti. De kunne til syvende og sidst ikke sætte sig igennem i Weimarer-republikken. På grund af - og her kommer en ganske afgørende faktor - »meningen med offeret«. Tyskland efterspurgte »meningen med offeret«. Det begyndte allerede under krigen. Hvorfor indgik man ikke fred i 1914-1915, da man kunne se, at krigen sad fast? Fordi man sagde: »Vi har mistet så mange mennesker, hunderedtusinder er døde. Disse ofre må ikke være forgæves«. Det forstærkedes i 1920erne. Vi blev med Versaille-traktaten - set med datidens øjne - hårdt straffet. Uretfærdigt hårdt, sagde folk. Derudaf voksede denne følelse: »Vi må give denne krig en mening«,« siger Arnulf Scriba.

Hovedkonsekvensen af Første Verdenskrig i dag ser historikeren som noget positivt.

»Det er, at vi i den vestlige verden har et parlamentarisk demokrati. Det skyldes ikke mindst USA, der etablerede sig som verdensmagt. Det var en bipolær verden indtil 1989 med demokrati på den ene side og kommunisme på den anden. Men der var jo Anden Verdenskrig, og dens følger er helt sikkert stærkere at mærke i dag i Europa,« siger han.

Historikeren David Reynolds har sagt, at for Storbritannien spejler Første Verdenskrig sig i landets modvillige indmeldelse i Den Europæiske Union. Ser De det også sådan?

»At der findes en vis særlig engelsk vej i Europa, ja, det kan være en følge af 1. verdenskrig. Først og fremmest fordi det stadig stikker i mange briters hjerter, at selvom Storbritannien vandt krigen, var Første Verdenskrig slutningen på den britiske verdensmagt. Man skal også tænke på, at ingen krig i det 20. århunderede fandt sted på britisk jord. Briterne sendte soldater, men civilbefolkningen har ikke oplevet krigens rædsler, hvis man ser bort fra bombardement under Anden Verdenskrig. Jeg tror helt klart, at samfund, der har haft krigen helt tæt på, har en helt anden tilgang til at sige: Vi må arbejde meget stærkere sammen i Europa, og nærme befolkningerne til hinanden,« siger Arnulf Scriba.

Ruslands præsident Vladimir Putin mobiliserer også med national identitet. Hans ambitioner tolkes ofte inden for rammerne af den kolde krig. I hvor høj grad kan hans ageren også føres tilbage til 1. verdenskrig?

»Tidligere blev Første Verdenskrig i Sovjetunionen altid set som forspil til revolutionen. Revolutionen var i centrum for tænkningen og den historiske uddannelse. I de russiske udstillinger og de russiske bøger i dag om Første Verdenskrig er de første tre år i forgrunden. Altså indtil revolutionen. Som det russiske folks heroiske kamp mod vestens indflydelse. Det kan man selvfølgeligs se i en sammenhæng med Putins politik om netop at fremhæve denne nationalisme og implementere en afgrænsning til Vesten og dens idéer og værdier. At nationalismen bliver rørt som en basis for ens egen politik, ser man ikke kun i Rusland men i mange dele af Europa,”« siger historikeren.

 

I Central- og Østeuropa bliver gamle nationale identiteter også italesat. I Ungarn problematiserer højrefløjspolitikere fredsslutningen efter 1. verdenskrig og kræver autonomi for magyarer i udlandet. Er urkatastrofen levende her?

»Mere levende næsten end andre steder. Det går frem til i dag. At Orbán hele tiden netop rører den her cement for at finde opbakning til sin egen politik og hele tiden anser sig som talsmand for det ungarske mindretal især i Rumænien. Der er det næsten tydeligere end andre steder dette reultat fra Første Verdenskrig,« siger han.

Tyskland følte sig i årene op til Første Verdenskrig omringet. Den erfaring afspejler sig ifølge Arnulf Scriba stadig i det tyske blik på Rusland, der mere end andre landes indeholder en følsomhed over for Ruslands ængstelse for at blive lukket inde.

»Der tror jeg, man kan lære meget om, hvad også irrationelle ængsteligheder betyder. Om man anser denne følelse af omringethed for at være berettiget eller ej er et helt andet spørgsmål. Men at man ved, hvilke følger denne irrationelle angst for at være lukket inde kan have, det er som følge af 1. verdenskrig meget udpræget i Tyskland,« siger han.

I hvor høj grad er den nye nationalisme en udfordring af det nationalstatslige princip?

»Der har været et forsøg på gennem vores udstilling at forklare, hvilke følger denne nationalisme eller chauvinisme kan have, når man ser, at hver nationalstat så at sige »koger sin egen suppe«. En nationalstat er jo ikke i sig selv noget negativt. Jeg tror, at uden en vis nationalstatslighed vil det heller ikke fungere i en europæisk union. Fordi der er et vist behov hos mennesker for national identitet og nationalstatslighed. Man må bare kigge på, hvorvidt en nationalstatslighed forhindrer en europæisk enighed. Der må man klart se på de signaler, der findes i mange lande, gå op imod nationalisme og - som man siger - »tage borgerne med«. At »tage borgerne med« betyder først og fremmest, at man skaber transparens indenfor et område som EU. Der er der efter min mening underskud,”« siger han.

Hvordan?

»Jeg tror, at EUs politik på mange områder ikke er til at følge for mange borgerne. Mange borgere siger: EU er en vidunderlig ting, men vær forsigtig med at I bevarer de demokratiske principper om transparens og medbestemmelse. Der er der efter min mening visse underskud i EU, hvor man må sige: at gå op imod nationalisme kan man først og fremmest gøre ved at skabe en positiv forbindelse med EU.«

Skal man give mere rum til national identitet?

»Næ, jeg tror man har den nationale identitet. Den bliver også fremmet gennem EU. Og den regionale identitet bliver fremmet. Jeg tror, at det, der bekymrer mange mennesker, er, at mange love kommer fra Bruxelles, uden at folk forstår, hvordan og hvorfor disse love bliver lavet. Jeg tror mere, det er et spørgsmål om kommunikation,« siger han.

Det tyske historiske museum er indrettet i et gammelt, barokt preussisk våbenlager på promenadegaden Unter den Linden, der blev bombet under krigen og siden genopbygget. Uden for er det udsmykket med militære figurer. Indvendig fremstår det som en advarsel mod militarisme og ekstremisme. Ud over den nu afsluttede udstilling om Første Verdenskrig, er der en udstilling med veteraner fra Anden Verdenskrig og én om den venstreorienterede terrororganisation Rote Armee Fraktion.

Hvordan ser I jeres rolle som Tysklands historiske museum?

»I realtiteten har vi en uddannelsesopgave, der hedder, at vi er forpligtet til at gøre reklame for demokrati, for ytringsfrihed men også naturligvis for en vis fredsordning. Vi har mange studerende her. Vi retter os decideret mod unge mennesker. Vi forsøger aldrig med hævet pegefinger at agere pædagogisk, men når man præsenterer, hvad konsekvenserne af krig er, er det selvfølgelig indirekte en formaning om at agere for fred. Det er helt klart. Det er helt sikkert på baggrund af netop Anden Verdenskrig og de tyske forbrydelser i Europa en opgave, som generationer her i Tyskland nødvendigvis ganske enkelt må føre videre. Det er faktisk sådan, at når man besøger andre militærhistoriske museer i Europa, så er der en anden tilgang til krig. I engelske museer - der vil heller ingen naturligvis sige, at krig er alle tiders - men der er krig meget mere forbundet med heltegerninger, men nationale sejre og national storhed, end det er her i Tyskland. I et land som jo har tabt to voldsomme krige og begået gigantiske forbrydelser, og som forhåbentlig også netop har lært af det,« siger Arnulf Scriba.

Har de andre lande gjort sig det for let med bearbejdelsen af det 20. århundredes katastrofer?

»Jeg vil ikke sige gjort sig det for nemt. Det må overlades til hvert land selv. Hvis jeg siger, at det har de, vil det igen være tysk bedrevidenhed. Netop det vil vi jo ikke længere have i Europa. Jeg tror, at vi her i Tyskland må se, hvad der er den rigtige vej at gå her i landet. Som det store tyske nationalmuseum. Og også som tysk samfund og stat må vi på en eller anden måde definere, hvordan vi vil skrive vores historie uden at foreskrive andre, hvordan de skal gøre det. Naturligvis er der hos os - også når jeg besøger andre museer - visse panderynker over, hvordan europæisk historie eller egen nationalhistorie bliver præsenteret. Men hvert land må finde sin egen vej,« siger han.

Hvordan er det egentlig med national identitet i Tyskland i dag? Flagene er tilbage.

»Jeg tror, de yngre generationer har en større frigjorthed over egne nationalsymboler. En milepæl var naturligvis VM i 2006, hvor man for første gang så masser i sort-rød-gylden, uden at de blev set skævt på med fanen på gaden. Det er også en vis tilnærmelse til forholdene i Europa. Det var ikke negativt. Tværtimod. Jeg tror, en stor del af det tyske samfund har meget store forbehold over for det. Man ser en utrolig stærk basis i det her land, som er meget sensibiliseret overfor, hvis en højredrejet bevægelse får medvind et eller andet sted, og som også går imod det. Det trot jeg er en følge af denne utrolige bearbejdningsvilje, der har været i Tyskland siden de sene 60ere,« siger Arnulf Scriba.

De seneste måneder har en ny bevægelse demonstreret hver mandag på gaderne i byen Dresden med tyske flag og en påstand om, at Tyskland er ved at blive »islamiseret«.

Der er vel forskel på et flag på stadion og et flag på gaden i Dresden?

»Helt sikkert, men jeg tror ikke, man kan knytte det til flaget, men til syvende og sidst til, hvad folk har i hovedet, eller hvilke mål de har. Målet på stadion er, at holdet vinder. Et absolut legitimt mål. Det har jeg også. Man kan også se det positivt. Når der går 10.000 mennesker på gaden i Dresden, så går der også 10.000 mennesker i moddemonstration. Det er det, jeg mener med, at der er en sådan sensibilitet overfor den slags bevægelser. Der er i Tyskland et meget, meget fast grundlag for demokratisk vilje og vilje til at kvæle nationalistiske - ikke nationalstatslige - tendenser i fødslen,« siger han.

Er der også tyskere, der har fået nok af denne sensibilitet?

»Det tror jeg ikke. Der vil altid være folk, der tænker sådan, klart. Vi har jo mange forskellige typer besøgende her, som man også taler med. Det er fra uddannede borgere til skolebørn, vil jeg sige. Det store flertal siger: Det interesserer os. Vi må tage dette ansvar på os. Vi må bære det videre ind i fremtiden for de næste generationer. Det er der ingen tvivl om. Det er en epoke af tysk historie - jeg kommer hele tiden til at tale om Anden Verdenskrig - som man ikke kan slette,« siger Arnulf Scriba.

Næste år er det 70-året for afslutningen på Anden Verdenskrig. Her planlægger Deutsches Historisches Museum en udstilling om 12 lande i efterkrigsårene. Heriblandt Danmark.