Første pandafødsel i Europa i 25 år

Kæmpepandaen Yang Yang har født tvillinger i en zoo i Wien. Kun den ene overlevede, men der er tale om den første pandafødsel i Europa i 25 år.

En kæmpepanda, der fødte en sund unge torsdag, barslede faktisk med tvillinger, men den ene døde, oplyser den østrigske zoo, hvor den lever, fredag.

Dyrepassere ved Tiergarten Schönbrunn i Wien opdagede det lille, ubevægelige legeme sent torsdag, da de fulgte moderen, Yang Yang, og hendes nyfødte på et overvågningskamera, oplyser zoolog Regina Pfistermüller.

Det var fredag aften endnu uklart om ungen var dødfødt eller døde kort efter fødslen. Den vejede 88 gram og chance for at overleve havde alligevel været minimale.

Den overlevende pandaunge, der endnu ikke er blevet navngivet, anslås at have vejet 100 gram ved fødslen.

Der er tale om den første pandafødsel i 25 år. Fødslen torsdag kom 127 dage, efter at Yang Yang havde parret sig med pandaen Long Hui. Begge er udlånt til den østrigske zoo fra Kina.

/ritzau/