Første overskud i Tyskland siden genforening

Tyskland oplevede i første halvår overskud på forbundsrepublikkens budget for første gang siden genforeningen.

For første gang siden genforeningen i 1990 har Tyskland overskud på forbundsrepublikkens budget. Budgetoverskuddet var i første halvår af 2007 på 1,2 milliarder euro (8,9 milliarder kroner), oplyser det statistiske kontor torsdag.

Årsagen til plusset i den tyske stats husholdningsregnskab er ifølge kontoret stigende skatteindtægter, mens udgifterne blev holdt i ave med en øgning på kun 0,7 procent.

I mange år sloges Tyskland med underskud - endog store underskud - på grund af udgifterne i forbindelse med at smelte det mere tilbagestående Østtyskland sammen med det rigere Vesttyskland. Men nu er Tyskland klart fri af kravet i eurozonen om, at underskuddet på statsbudgettet må være på maksimalt tre procent. Denne grænse overskred Tyskland i 2002-2005.

/ritzau/dpa