Første amerikanske troppeforstærkninger ankommer til Irak

Amerikansk kommandant bekræfter at fortroppen til de amerikanske troppeforstærkninger er kommet til Bagdad.

De første amerikanske troppeforstærkninger ankom mandag til den irakiske hovedstad, Bagdad, meddelte USA's kommandant i Irak general George Casey mandag.

Soldaterne kommer som led i præsident George W. Bushs ny Irak-strategi, og skal hjælpe med at rense Bagdad for militser og oprørere og på den måde øge sikkerheden i byen.

- Fortroppen af den første gruppe er her, sagde Casey på en pressekonference. Han afviste at komme med yderligere oplysninger eller at sige, hvornår militæraktionerne vil begynde, men han sagde, at meldinger om, at 4000 af de planlagte 17.500 ekstra soldater var ankommet, var "lige lovlig højt sat."

Han understregede, at planen om at bringe sikkerhed til Irak "ingen garantier har for succes og det vil ikke ske på en enkelt dag."

/ritzau/