Fodboldstjerne blev udskiftet – familie røvet under kampen
PSG-stjernen Angel Di Maria blev hurtigt skiftet ud i anden halvleg i kampen mod Nantes. Nu kommer forklaringen.

PSG-stjernen Angel Di Maria blev hurtigt skiftet ud i anden halvleg i kampen mod Nantes. Nu kommer forklaringen.

Kampen var i sit 62. minut, da Paris Saint-Germain-stjernen Angel Di Maria blev skiftet ud. Hvad der kunne ligne en strategisk udskiftning, idet PSG netop var kommet bagud til Nantes i den franske liga, viser sig nu at have en trist baggrund.
Mens den argentinske fodboldstjerne driblede rundt på banen, blev hans familie udsat for et røveri i boligen i Paris.
Kort før udskiftningen havde klubbens sportsdirektør, Leonardo Araujo, der var til stede på stadion, modtaget et telefonopkald, der straks fik ham til at henvende sig til PSG-træner Mauricio Pochettino. TV-billeder viser, at Mauro Pochettino kort efter fulgte Di Maria ud af stadion og ned i omklædningsrummet, hvor han skulle have modtaget meddelelsen om røveriet.
De første meldinger lød på, at fodboldspillerens familie var blevet kidnappet. Senere oplysninger tyder dog på, at familien opholdt sig i hjemmet under røveriet, men at den ikke var blevet udsat for vold eller kidnapning.
Di Maria er ikke den eneste spiller, der blev udsat for et røveri. Holdkammeraten Marquinhos' hjem og familie blev ifølge den franske sportsavis L'Equipe udsat for et lignende røveri på samme tid.
De to røverier skulle have rystet PSG-spillerne, der tabte kampen til Nantes 1-2.
»Vi er skuffede over at have mistet tre point, men spillerne var bekymrede over andre ting. Det er ikke en undskyldning, men det førte til en reduktion i energi. I slutningen af kampen talte vi om andre ting end fodbold,« sagde træneren efter kampen ifølge Aftonbladet.
Det er ikke første gang, at Di Marias familie bliver udsat for indbrud. Det samme skete, da argentineren spillede for engelske Manchester United i 2015.
»Derefter var der ingen grund til at blive. Min familie havde det ikke godt, min datter havde det ikke godt, så det vigtigste var at forlade Manchester,« sagde han dengang.
Angel Di Maria skiftede i 2015 fra Manchester United til PSG.