Fodbolddrenge bliver udskrevet fra hospital i næste uge

Drengene, der sad fanget i en grotte i Thailand, er på torsdag klar til at blive udskrevet, oplyser minister.

På torsdag i næste uge skulle de 12 fodbolddrenge og deres træner angiveligt være klar til at blive udskrevet. Fold sammen
Læs mere
Foto: LILLIAN SUWANRUMPHA

De 12 fodbolddrenge og deres fodboldtræner, der sad fanget i en grotte i Thailand, er på torsdag i næste uge klar til at blive udskrevet fra hospitalet.

Det oplyser landets sundhedsminister, Piyasakol Sakolsatayadorn.

»Vi er nødt til at forberede både børnene og deres familier på den opmærksomhed, de vil få, når de kommer ud,« siger ministeren.

Drengene og deres træner forsvandt ind i en stor grotte den 23. juni i det nordlige Thailand.

Regnmasser og stigende vandstand tvang dem længere og længere ind i grotten. Ni dage senere blev de fundet af dykkere, der søgte efter dem.

Og først tirsdag blev de sidste drenge reddet ud efter en enorm redningsaktion med bidrag fra hele verden.

Drengene blev indlagt i isolation på hospitalet på grund af infektionsfare, men onsdag gav lægerne grønt lys for familiebesøg. En talsmand for sundhedsmyndighederne udtalte, at der ikke var fundet tegn på alvorlige infektioner.

Indtil da måtte forældrene nøjes med at se deres drenge gennem vinduesglas.

Det thailandske sundhedsministerium oplyste onsdag, at drengene havde tabt meget i vægt, men alle er i en god tilstand.

Redningsaktionen er blevet fulgt verden over, og drengene har allerede opnået kultstatus. Det samme har træneren, den 25-årige Ekapol Chanthawong.

Gennem det hele nægtede den tidligere munk at spise noget af den mad, gruppen havde med i grotten. Han brugte samtidig meditation til at holde børnene ved godt mod.

/ritzau/Reuters