Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
FN's Sikkerhedsråd er efter en tvist med Rusland blevet enig om at forlænge en afgørende nødhjælpsordning ved en grænseovergang fra Tyrkiet til Syrien i seks måneder.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
De seneste to år har grænseovergangen Bab al-Hawa ved Tyrkiets sydlige grænse været den eneste mulighed for at fragte nødhjælp ind til de områder i det nordlige Syrien, som fortsat kontrolleres af oprørsgrupper.
Sikkerhedsrådets mandat for nødhjælpskorridoren udløb søndag.
Tanken var egentlig at forlænge korridoren med et helt år. Men det ville Rusland ikke være med til, og landets repræsentant i Sikkerhedsrådet nedlagde dermed veto mod forlængelsen.
Rusland er et af Sikkerhedsrådets fem permanente medlemmer og kan dermed nedlægge veto mod resolutioner, der ellers har flertal.
Rusland begrundede sit veto med, at resolutionen ignorerer det syriske styres suverænitet.
En ambassadør fra Sikkerhedsrådet har udtalt sig til AFP på betingelse af anonymitet. Ambassadøren fortæller, at Rusland vred armen om på ryggen af Sikkerhedsrådet.
»Enten lukker ordningen, eller også er det kun seks måneder. Vi kan ikke lade folk miste livet,« siger ambassadøren.
FN's Sikkerhedsråd har endnu ikke vedtaget resolutionen formelt, men ventes at gøre det enten mandag eller tirsdag amerikansk tid.
Rusland, som støtter den syriske præsident, Bashar al-Assad, og hans regering, har ifølge nyhedsbureauet AFP flere gange indikeret, at det ønsker et stop for nødhjælp via grænseovergangen Bab al-Hawa.
Nødhjælp i form af mad, tøj og medicin er en livline for de over 2,4 millioner mennesker i den nordvestlige syriske provins Idlib, der kontrolleres af jihadister og oprørere.
/ritzau/