FN's generalsekretær: Handelskrig kan føre til ny kold krig

Guterres frygter, at USA og Kina kan glide mod ny kold krig som følge af stridigheder om handel.

FN's generalsekretær, António Guterres, advarer i en tale om handelskrige mod en situation, hvor to verdensmagter glider mod en ny kold krig.

Advarslen blev fremsat fredag ved et internationalt økonomisk forum i Sankt Petersborg, hvor den kinesiske præsident, Xi Jinping, deltager.

Xi opfordrer på mødet verdensmagterne til at beskyttet det globale multilaterale handelssystem.

Den russiske vært for det økonomiske forum, præsident Vladimir Putin, understreger også, at verden vil få store problemer, hvis handelskrige fortsætter.

Til et spørgsmål om krisen mellem USA og Kina svarede Putin:

»Rusland støtter demokratiske økonomiske relationer.«

Den russiske leder siger, at samarbejde mellem Rusland og Kina har afgørende betydning for den globale stabilitet.

Han tilføjer, at Rusland er åben for samarbejde med alle andre lande - også USA.

Både Putin og Xi har under deres møder i Rusland i de seneste dage erklæret, at deres to lande er tættere på hinanden end nogensinde før.

De lægger op til en udbygning af deres relationer på et tidspunkt, hvor de begge har et anstrengt forhold til USA.

Rusland har været genstand for omfattende vestlige sanktioner, siden landet annekterede Krimhalvøen i 2015.

Russerne har siden i stigende grad rettet blikket østover og optrappet et økonomisk samarbejde med Kina, som står midt i en handelskrig med USA.

Slovakiets premierminister, Peter Pellegrini, siger i Sankt Petersborg, at han håber, at EU ikke bliver trukket ind i en handelskrig med USA.

/ritzau/Reuters