Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
SYRIEN: Har præsident Bashar al-Assads styrker, deres allierede eller oprørerne begået krigsforbrydelser under den interne konflikt? Det er spørgsmålet, som FNs hold af efterforskere søger svar på, og derfor vil de mødes med Assad.
Ifølge Reuters håber krigsforbryder-efterforskerne at få adgang til Syrien, som de har været udelukket fra, siden de blev oprettet for et år siden.
Alligevel har det internationale hold under ledelse af den brasilianske ekspert, Paulo Pinheiro samlet beviser og vidneudsagn om de grusomheder, som er blevet begået af den syriske hær og af de bevæbnede oprørere inden for landets grænser i den 19 måneder lange konflikt.
- Vi har bestemt at sende et brev til præsident Assad med opfordring om et møde... Det er meget vigtigt, at han kan modtage vores besøg, siger Pinheiro og forklarer, at han og holdet forventer at komme af sted uden betingelser.
I holdets seneste rapport fra august afslørede efterforskerne, at de syriske regeringsstyrker og de allierede militser har begået krigsforbrydelser, herunder mord og tortur af civile efter retningslinjer, der ser ud til at være udstukket fra staten.
Rapporten er baseret på flere end 1.100 vidner, flygtninge og afhoppere. Men indtil nu har de ikke haft mulighed for at tale med sårede soldater eller familier til regeringssoldater, som er blevet slået ihjel af oprørerne, fordi de ikke har adgang til Syrien.
Den tidligere krigsforbryderanklager i FN, Carla del Ponte, har sluttet sig til undersøgelsen, og hun kan drage paralleller til tidligere sager:
- Lighederne er naturligvis, at vi har at gøre med samme forbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser med sikkerhed, siger hun ifølge Reuters.
Efterforskerne har udarbejdet en hemmelig liste over syrere og syriske grupper, som er mistænkt for at begå forbrydelserne, og som skal bane vejen for en fremtidig anklage. Men lederen understreger, at arbejdet ikke er at være anklager.
- Vi er ikke en domstol, vi er ikke et strafferetligt anklagerorgan. Det, vi gør, er at bygge beviser op til et fremtidig juridisk initiativ, så de, der begår forbrydelserne bliver holdt til ansvarlige, siger Pinheiro.