FN-udsending advarer om voldsspiral i Mellemøsten

FN's Sikkerhedsråd kunne ikke enes om udtalelse om Gaza-konflikt. USA sender udsending til Israel.

 
Mandag aften er der blevet affyret adskillige raketter fra Gaza mod Israel. Video: AP/Ritzau Scanpix. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Vi tester oplæsning. Fortæl os, hvad du synes her

Forværringen i konflikten mellem Israel og Hamas-bevægelsen i Gaza kan få alvorlige konsekvenser, advarer FN's udsending.

»Der er risiko for en voldsspiral«, siger udsendingen, Tor Wennesland, der også advarer om »en regulær krig«.

FN's Sikkerhedsråd var onsdag samlet til endnu et hastemøde om konflikten mellem Israel og palæstinensere.

Men heller ikke ved onsdagens møde lykkedes det at nå til enighed om en fælles udtalelse. Det skyldes modstand fra USA, der er Israels nærmeste allierede, siger diplomater.

»USA kan ikke se, at en udtalelse vil være med til at nedtrappe situationen«, siger en unavngiven diplomat.

På et andet møde mandag afviste USA ligeledes at slutte op om en udtalelse, der opfordrede parterne i Israel og de palæstinensiske områder til at afstå fra nye provokationer.

Mindst 53 mennesker er dræbt i Gaza siden mandag, hvor Israel indledte luftangreb som reaktion på, at Hamas affyrede raketter mod Israel. 14 af de dræbte er børn.

I Israel er seks mennesker dræbt i de raketangreb, der kommer fra Gaza. Onsdag aften melder israelske redningstjenester om et syvende dødsoffer i form af en seksårig dreng, der blev ramt af en granatsplint.

USAs udenrigsminister, Antony Blinken, sender USAs særlige udsending til Mellemøsten i et forsøg på at dæmpe spændingerne.

Udsendingen, Hady Amr, rejser fra USA onsdag. Han skal mødes med både israelske og palæstinensiske ledere.

»Han vil på vegne af mig og på vegne af præsident Biden opfordre til en nedtrapning af volden,« siger Blinken.

Udenrigsministeren beskriver billederne af dræbte børn i Gazastriben som »skrækkelige«. Men han forsvarer samtidig de israelske luftangreb mod Gaza.

»Israel har en ekstra byrde i at forsøge at gøre alt, hvad de overhovedet kan, for at undgå civile tab, også når det retmæssigt reagerer for at forsvare sit eget folk,« siger Blinken.

Den voldsomme udvikling har fået amerikanske flyselskaber til at aflyse planlagte afgange til Tel Aviv onsdag og torsdag. Det oplyser selskaberne til Reuters.

/ritzau/