En banebrydende global traktat, der har til formål at beskytte biodiversiteten i åbne havområder verden over, er lørdag trådt i kraft.

Aftalen dækker to tredjedele af verdens havområder, der ligger uden for nationalt farvand og giver landene en juridisk bindende ramme til blandt andet at håndtere trusler som overfiskeri.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

FN-traktaten hedder officielt "Biodiversity Beyond National Jurisdiction" og har været undervejs i næsten to årtier.

- Det er to tredjedele af havet, og det er halvdelen af planetens overflade, som for første gang vil være omfattet af en omfattende juridisk ramme, siger Adam McCarthy, medformand for traktatens forberedende komité, ifølge Reuters.

Målet med aftalen er at sikre, at det åbne hav og den internationale havbund forvaltes bæredygtigt til gavn for hele menneskeheden, oplyser FN.

Havene, der vrimler med plante- og dyreliv, skaber halvdelen af klodens iltforsyning og er afgørende for bekæmpelse af klimaforandringer, siger miljøforkæmpere ifølge nyhedsbureauet AFP.

Det er håbet, at aftalen vil yde et afgørende bidrag til at håndtere den tredobbelte krise, som verden står over for med klimaforandringer, tab af biodiversitet og forurening, oplyser FN.

FN-traktaten blev færdigforhandlet i marts 2023. 19. september sidste år havde 60 lande formelt tilsluttet sig traktaten, hvilket betød, at den ville træde i kraft inden for 120 dage.

Siden september er antallet af lande, der har ratificeret aftalen, steget til over 80.

Store økonomier som Kina, Tyskland, Japan, Frankrig og Brasilien har formelt tilsluttet sig den internationale aftale. Andre lande som Storbritannien og Australien ventes snart at følge efter, skriver Reuters.

USA underskrev FN-traktaten, før Donald Trump blev præsident for anden gang, men landet har endnu ikke ratificeret aftalen.

- Selvom vi kun havde brug for 60, for at den kunne træde i kraft, er det naturligvis helt afgørende for implementeringen og for, at den bliver så effektiv som muligt, at vi opnår global eller universel ratifikation af traktaten, siger Rebecca Hubbard, direktør for High Seas Alliance, en koalition af miljøorganisationer, ifølge Reuters.

- Vi sigter virkelig mod, at alle FN's medlemsstater ratificerer traktaten, tilføjer hun.

FN-traktaten vil dog ifølge Reuters have begrænset indflydelse på det, som nogle naturbeskyttere peger på som en af de største trusler mod havmiljøet: minedrift på havbunden.

/ritzau/