FN trækker Afghanistan-mandskab ud af betændt område

FN tør ikke lade sine ansatte blive i Kunduz i det nordlige Afghanistan, hvor voldsomme uroligheder er blusset op efter koranafbrændingerne.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

FN har trukket sine internationale rådgivere ud sit kontor i Kunduz i det nordlige Afghanistan, skriver New York Times.

Det sker efter, at kontoret lørdag blev stormet af op mod 500 vrede afghanere, der reagerede på amerikanske soldaters afbrænding af adskillige koraner. De ophidsede horder var bevæbnede med kæppe, sten og metalrør.

Det lykkedes dog ikke den vrede folkemængde at trænge ind i FN-bygningen, da de blev stoppet af politiet. Men FN turde ikke løbe risikoen ved at lade de ansatte blive i Kunduz. Dels på grund af den skrøbelige situation i området, og dels fordi organisationen frygtede en gentagelse af situationen fra foråret 2011, hvor et FN-kontor i byen Maza-e-Sharif blev angrebet under en lignende aktion. Dengang mistede 12 personer livet, heraf syv FN-ansatte.

Ifølge FNs talskvinde i Kabul, Denise Jeanmonod, har FN overflyttet 15 internationale medarbejdere fra Kunduz til organisationens hovedkontor i den afghanske hovedstad. Men der er planer om, at de alle skal tilbage til Kunduz, når situationen stabiliseres, oplyser hun.

De britiske, franske og tysk ambassader har trukket deres internationale rådgivere hjem fra deres respektive job i Afghanistan. Men internationalt ansatte rådgivere i FN-systemet arbejder fortsat i Kabul.

Afghanistan har været præget af uroligheder, siden det kom frem, at amerikanske soldater havde destrueret en større mængde koraner, som de havde beslaglagt fra afghanske fanger. Amerikanerne havde en mistanke om, at fangerne brugte koranerne til at kommunikere indbyrdes, og valgte derfor at destruere de hellige bøger ved afbrænding.

En handling, som USAs præsident, Barack Obama, siden har undskyldt for. Foreløbig har det dog ikke lagt en dæmper på urolighederne.