FN-soldater beskyldes for sexovergreb

København/New York: FN siger, at der er fremsat beskyldninger om, at fredsbevarende soldater fra Georgien, Frankrig og et tredje ikke-navngivet land har misbrugt børn seksuelt, da de var udstationerede i Den Centralafrikanske Republik.

De påståede forbrydelser, deriblandt voldtægter, skete mest i 2014, men er først kommet for dagens lys i de seneste uger, skriver Reuters.

- Det er ekstremt grove beskyldninger, og det er afgørende, at disse sager hurtigt bliver efterforsket grundigt, siger FN's Højkommissær for Menneskerettigheder, Zeid Ra'ad Al Hussein, i en erklæring.

FN har bedt de tre lande om at undersøge sagen.

/ritzau/Reuters