FN-rapport sammenligner Israel med apartheid

En officiel rapport udarbejdet af et FN-organ kalder Israels behandling af palæstinensere for apartheid.

ARKIVFOTO Fold sammen
Læs mere
Foto: THOMAS COEX
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Et FN-organ beskylder i en rapport Israel for at have indført apartheid-lignende tilstande for palæstinensere.

Israel har affejet rapporten og FN's generalsekretær har taget afstand fra den. USA har krævet, at FN trækker rapporten tilbage. Det skriver Reuters.

Afsenderen af rapporten er FN-organet ESCWA, et regionalt forum og samarbejde mellem 18 arabiske lande i Mellemøsten og Nordafrika.

»Israel har etableret et apartheid-regime, der dominerer hele det palæstinensiske folk,« konkluderer rapporten.

ESCWA's generalsekretær, Rima Khalaf, siger yderligere, at rapporten "klart og ærligt konkluderer, at Israel er en racistisk stat, der har etableret et apartheid-system".

Apartheid var det stærkt racistiske og undertrykkende system, Sydafrika brugte til at adskille hvide og sorte.

Rapporten har udløst stærke reaktioner i Israel, hvor en talsmand for landets udenrigsminister har sammenlignet den med den nazistiske propagandaavis Der Stürmer.

»Dette forsøg på at tilsværte og sætte falske mærkater på det eneste sande demokrati i Mellemøsten ved at skabe en falsk analogi er foragteligt og udgør en eklatant løgn,« skriver talsmanden, Emmanuel Nahshona, yderligere ifølge Reuters.

FN's generalsekretær, Antonio Guterres, har via en talsmand taget afstand fra rapporten.

»Rapporten som den står reflekterer ikke generalsekretærens synspunkt, siger en talsmand til Reuters.

USA's FN-ambassadør Nikki Haley, der tiltråde i januar, har krævet, at rapporten bliver trukket tilbage.

»USA er forarget over rapporten. FN gør ret i at distancere sig selv fra den, men FN må gå endnu længere og trække den tilbage,« skriver hun.

Rapporten er bestilt af ESCWA og udarbejdet af FN's tidligere udsendte til de palæstinensiske områder Richard Falk og professor ved Illinois University Virginia Tilley.

Richard Falk har skrevet en stribe rapporter om Israels behandling af palæstinensere for FN og er tidligere blevet beskyldt for at have en antipati mod Israel.