FN: Racisme truer demokratiet

Racisme, fremmedhad og religiøs intolerance er voksende på globalt plan, fastslår FNs særlige rapportør. Den vigtigste forklaring er, at politiske partier forsøger at vinde stemmer under dække af at bekæmpe terrorismen.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Terrorangrebet 11. september 2001 på USA og den efterfølgende USA-ledede internationale terrorbekæmpelse har på globalt plan svækket kampen mod racisme og fremmedhad.

Det fastslår FNs særlige rapportør med ansvar for at undersøge racisme og relateret intolerance.

»Der er alarmerende tegn på, at kampen mod racediskrimination og xenofobi er svækket som et resultat af det stigende antal politiske tiltag, der tages i terrorbekæmpelsen. Det fører til nye former for diskrimination mod grupper og hele samfundsgrupper, religioner og åndelige retninger,« fastslår Doudou Diene.

Han har netop afleveret sin årlige rapport til FNs Generalforsamling, der i disse uger gør status over verdens gang, og FNs særlige rapportør lægger ikke fingrene imellem. Han skriver i rapporten, at »racisme og xenofobi i øjeblikket repræsenterer de største trusler mod demokratiet.«

Forklaringen er ifølge FN-eksperten, at det er lykkedes grupper og partier med racistiske dagsordener at præge de demokratiske partiers politik, som bliver farvet af racisme og forskelsbehandling i terrorbekæmpelsens navn. Den »nationale identitet« er pludselig blevet meget afgørende, påpeger rapporten.

»Det har ført til, at et stigende antal intellektuelle rutinemæssigt har accepteret og retfærdiggjort racistiske og xenofobiske udtalelser, tekster og handlinger,« fastslår FNs særlige rapportør.

Han understreger, at racismen mod muslimer er særligt bekymrende, men i rapporten opfordres verdens regeringer også til at være mere opmærksomme på den racisme, der rammer jøder og kristne.

Ifølge rapporten er det især »fremmede, flygtninge, asylansøgere, og immigranter,« der mærker den stigende racisme, og det er »mange stater«, der dermed handler i strid med de internationale standarder.

»Opførslen over for disse grupper er karakteriseret af mistanke, mistillid og frygt for, at de kan være farlige, og af kulturel og religiøs fjendskab,« fastslår FNs særlige rapportør, der er specielt alarmeret over, at lufthavne, havne og togstationer er blevet til »områder uden rettigheder,« som han kalder det.

Ifølge rapporten skyldes denne udvikling, »at der lægges for megen vægt på kampen mod terrorisme.«