FN placerer ytringsfrihed som øverste ret

Ytringsfriheden er den vigtigste af alle menneskerettigheder, skriver FN's menneskerettighedskomite i rapport.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Rapporten fra FN's særlige menneskerettighedskomite har været længe undervejs. Men nu har 18 jura-eksperter offentliggjort den rapport, der allerede kaldes for en hyldest til ytringsfriheden, skriver Kristeligt Dagblad.

De 18 eksperter giver ytringsfriheden status som en "meta-rettighed," der overtrumfer alle andre menneskerettigheder i den 15 sider lange rapport.

- Rapporten er en meget stærk bekræftelse af, at ytringsfrihed har central vigtighed for alle menneskerettigheder, siger Michael O'Flaherty, der er viceformand for den særlige komite, der også mener, at ytringsfriheden overgår alt.

Med særlig relevans til den debat, der præger en række lande efter massakren i Norge, om hvorvidt en begrænsning af islamkritik kan være med til at bekæmpe ekstremisme og radikalisering, er rapporten meget entydig og kontant.

De 18 jurister, hvoraf fire kommer fra muslimske lande, er alle enige om, at det skal være i orden at komme med udtalelser, der kritiserer en religion eller et særligt værdisæt.

Problemet opstår netop, når lande forsøger at forbyde den slags - inklusive blasfemilove.

Den opfattelse langer især ud mod flere af de islamiske lande, der siden 1999 har været med til at fremme ideen om at kriminalisere islam-kritik og senere religionskritik og religiøse ledere i bredere forstand.

Chefjurist i CEPOS, Jacob Mchangama, opfatter rapporten som "overraskende god og positiv".

Han mener, at den styrker ytringsfriheden i en tid, hvor mange forsøger at begrænse den.

- Rapporten er en begmand til de islamiske lande, der forlanger kriminalisering af religionskritik, fordi den viser, at religiøse love ikke er nogen valid grund til at begrænse ytringsfriheden. Rapporten fastslår også, at ytringsfrihed er en universel rettighed, siger han.

Rapporten kommer halvanden måned inden FN's tredje racismekonference, den såkaldte Durban III konference, der i løbet af de seneste år er blevet centrum for de islamiske landes kamp for at kriminalisere religionskritik.

/ritzau/