Venezuelas nationalgarde har begået "alvorlige menneskerettighedskrænkelser og forbrydelser mod menneskeheden".
Det konkluderer en undersøgelsesmission fra FN torsdag.
Fra missionen lyder det, at Den Bolivariske Nationalgarde (GNB) har været en central aktør i forfølgelsen af præsident Nicolás Maduros modstandere.
GNB er en militær enhed, som har til opgave at opretholde offentlig orden.
FN-missionen finder, at enheden har udført vilkårlige henrettelser og anholdelser, kønsbaseret vold og tortur samt på andre måder udsat borgere for nedværdigende og umenneskelig behandling.
Det er blandt andet sket i forbindelse med demonstrationer og "målrettet politisk forfølgelse siden 2014".
- Krænkelsernes vedholdenhed afspejler strukturelle svigt i det politiske og retlige system i Venezuela, der yderligere har forankret straffriheden, finder missionen.
Den seneste rapport fra FN-missionen kommer, mens der er internationalt fokus på situationen i Venezuela.
Nobels fredspris er nemlig i år blevet uddelt til oppositionsleder María Corina Machado, som torsdag befinder sig i Oslo.
Torsdagens melding er langtfra første gang, at venezuelanske sikkerhedsstyrker beskyldes for overgreb. Det er sket ret hyppigt - især under oppositionsdemonstrationer.
USA, Europa og mange sydamerikanske lande anerkender ikke resultatet af et valg i 2024, der sikrede Maduro en tredje præsidentperiode.
María Corina Machado har levet i skjul i flere måneder og nåede akkurat ikke frem til nobelceremonien onsdag, hvor hendes datter modtog prisen på vegne af hende.
Machado foretog en hemmeligholdt rejse til Norge og dukkede op i Oslo natten til torsdag trods et rejseforbud og en trussel fra den venezuelanske regering om at blive stemplet som landflygtig, hvis hun rejste til den norske hovedstad.
Torsdag holder hun pressemøder i Norge. Her har hun takket dem, der har sat deres liv på spil, for at hun kunne komme til Norge.
/ritzau/AFP
