FN melder om ubeboeligt Gaza: Folk trues hver dag på eksistens
Palæstinenserne i Gazastriben oplever hver dag trusler mod deres eksistens, siger FN-embedsmand.

Palæstinenserne i Gazastriben oplever hver dag trusler mod deres eksistens, siger FN-embedsmand.

Krigen i Gazastriben har gjort det palæstinensiske område "ubeboeligt", og stribens indbyggere må hver dag være vidne til reelle trusler mod deres eksistens.
Det siger Martin Griffiths, som er vicechef for FN's kontor for koordinering af humanitære anliggender (OCHA), fredag aften.
- Gaza er simpelthen blevet ubeboelig, siger Martin Griffiths.
- Dets folk er dagligt vidne til trusler mod dets ganske eksistens - og verden ser bare til.
Krigen mellem Israel og den væbnede palæstinensiske gruppe Hamas har raseret særligt siden 7. oktober, hvor Hamas brød over grænsen til Israel og ifølge israelske tal dræbte 1200 personer - mestendels civile.
Siden har israelske angreb i Gazastriben kostet mindst 22.600 personer livet, viser tal fra Gazastribens eget sundhedsministerium, som er styret af Hamas' politiske bureau.
De voldsomste angreb mod Gazastriben startede i den nordlige del af området, hvor Gaza By ligger.
I den forbindelse opfordrede Israel Gazastribens nordlige indbyggere til at søge mod syd, mens bombardementet pågik.
Israel begyndte gradvist at angribe længere og længere mod syd, og selv indbyggere i Khan Younis, som ligger i den sydlige halvdel af Gazastriben, måtte flygte.
- Vi flygtede fra Jabalia-lejren til Maan (i Khan Younis, red.), og nu flygter vi fra Maan til Rafah, siger en kvinde, som ikke ville oplyse sit navn.
Rafah ligger i den sydlige del af Gazastriben ved grænsen til Egypten.
Byen er blevet overvældet af den store strøm af flygtninge, som bliver drevet rundt i Gazastriben, siger Adnan Abu Hasna, talsperson for FN's hjælpeorganisation for flygtninge i Mellemøsten.
- Byen huser normalt kun 250.000 mennesker. Nu er der mere end 1,3 millioner, siger han.
/ritzau/AFP