FN: LRA har dræbt 189 civile i DRCongo

FN meddeler, at den berygtede ugandiske oprørsgruppe LRA har dræbt 189 mennesker i tre landsbyer i den østlige del af DRCongo.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den berygtede ugandiske oprørsgruppe Herrens Modstandshær (LRA) har dræbt 189 mennesker under tre dages angreb på landsbyer i den østlige del af Den Demokratiske Republik Congo (DRCongo), meddelte FN i dag.

FN's afdeling for humanitære anliggender Ocha sagde, at drabene er blevet begået mellem den 25. og 27. december i landsbyerne Faradje, Doruma og Gurba.

- Ifølge lokale embedsmænd dræbte oprørerne den 25. december 40 mennesker i Faradje. Den 26. og 27. december angreb de Doruma og Gurba og dræbte 89 mennesker i Doruma og 60 mennesker i Gurba, hed det i en erklæring fra Ocha.

Mindst 20 børn og et ukendt antal voksne blev bortført i forbindelse med angrebene.

Uganda, DRCongo og Sydsudan lancerede en fælles militæroperation mod LRA's baser i DRCongo den 14. december, efter at LRA-lederen Joseph Kony endnu en gang undlod at underskrive en fredsaftale.

/ritzau/Reuters