På blot et døgn er antallet af personer på flugt i Libanon steget med over 100.000.
Det oplyser FN's Flygtningeorganisation, UNHCR, tirsdag.
Med de seneste tal er 667.000 registreret som fordrevne i Libanon, hvor Israel fortsætter med luftangreb og kommer med ordrer om masseevakueringer.
- Der er i kæmpe skala blevet vendt op og ned på folks liv, siger Karolina Lindholm Billing, som er UNHCR's repræsentant i Libanon, på et pressemøde ifølge nyhedsbureauet AFP.
Også andre steder i Mellemøsten er tusindvis af mennesker blevet fordrevet.
Ifølge syriske myndigheder er over 78.000 syrere kommet til Syrien fra Libanon, siden konflikten eskalerede.
Imens var der ifølge iranske myndigheders estimater mere end 100.000 mennesker, der forlod Teheran i de første to dage efter begyndelsen på angrebene, oplyser UNHCR.
Tallene fra Libanon bygger på myndigheders onlineplatform, hvor folk registrerer sig som fordrevne.
Krigen begyndte 28. februar med omfattende amerikanske og israelske luftangreb i Iran.
Siden blev også Libanon trukket ind i konflikten, da den Iran-allierede Hizbollah-milits angreb Israel. Det var en reaktion på, at Ali Khamenei, der var Irans øverste leder, blev dræbt i de første angreb mod Iran.
Libanons præsident, Joseph Aoun, beskyldte mandag Hizbollah for at arbejde for at få den libanesiske stat til at "kollapse". Han siger, at Libanons regering er klar til at forhandle med Israel.
Det seneste døgn er USA kommet med en række forskellige udmeldinger om krigen i Iran.
Først sagde Trump, at den var tæt på afsluttet.
Men tirsdag lød det fra den amerikanske forsvarsminister, Pete Hegseth, at denne dag ville blive den "mest intense dag" i rækken af dage med amerikanske angreb mod Iran.
/ritzau/
