FN: Ebola-udbruddet stopper i 2015

Foto: BAZ RATNER. En sundhedsmedarbejder fra Sierra Leone i beskyttelsestøj.
Læs mere
Fold sammen

FN: Verdenshistoriens værste ebola-udbrud, der har dræbt næsten 8.000 mennesker primært i det vestlige Afrika, vil stoppe i løbet af i år.

Det siger Anthony Banbury, der er leder af FNs ebola-mission i Vestafrika, ifølge BBC.

Anthony Banbury siger således, at antallet af Ebola-tilfælde ved udgangen af 2015 vil blive bragt ned til nul. Samtidig erkender han dog, at der vil gå nogen tid endnu, før udbruddet er helt stoppet.

»Vi kæmper en episk kamp,« siger han ifølge BBC.

Virussen har siden december 2013 dræbt næsten 8.000 mennesker hovedsageligt i Sierra Leone, Liberia og Guinea.

Tidligere på ugen kom det frem, at ebola-udbruddet sandsynligvis er startet, da en toårig dreng i Guinea legede i et hult træ, hvor en flagermuskoloni havde hjemme.

Den toårige dreng, Emile Ouamouno, anses som ebola-udbruddets første offer i december 2013.

Forskere mener, at drengen er blevet smittet gennem flagermusenes afføring i træet.

BNB