Den Internationale Domstol (ICJ) ser ikke grund til, at der iværksættes yderligere foranstaltninger til at beskytte palæstinensernes rettigheder, selv om Israel har planer om en militær operation i byen Rafah i det sydlige Gaza.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Domstolen mener, at den "faretruende situation" i Gaza - og i særdeleshed i byen Rafah - kræver "øjeblikkelig og effektiv implementering af de foreløbige tiltag".
Her er der tale om de tiltag, som domstolen beordrede tilbage i januar.
ICJ kræver dog "ikke yderligere foranstaltninger", lyder det.
Onsdag sagde Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, at Israel kommer til at iværksætte en offensiv mod Hamas i Rafah, der er det sidste tilflugtssted for palæstinensere i det sydlige Gaza.
Her opholder omkring 1,4 millioner palæstinensere sig.
Udmeldingen fra ICJ kommer, efter at Sydafrika bad domstolen om at overveje, om Israels planer om en offensiv i Rafah kræver yderligere beskyttelse af palæstinenserne.
Mere specifikt blev domstolen bedt om at vurdere, om den kunne bruge sin magt til at "hindre yderligere brud på palæstinensernes rettigheder i Gaza".
ICJ, der ligger i Haag i Holland, er FN's øverste domstol.
Den tager sig primært af stridigheder mellem stater.
Ved en foreløbig kendelse i januar afgjorde ICJ, at Israel skal gøre alt, hvad landet kan, for at forhindre, at der bliver begået folkedrab i Gaza.
Sydafrika havde anmodet om øjeblikkeligt at få standsets Israels militære offensiv i Gaza, men det gik FN-domstolen ikke med til.
Til gengæld afgjorde ICJ, at den vil gå videre med undersøgelser af, om Israel har begået folkedrab i det palæstinensiske område.
Krigen begyndte efter den palæstinensiske bevægelse Hamas' angreb på Israel 7. oktober 2023.
Den militære offensiv har ifølge de Hamas-kontrollerede myndigheder i Gaza kostet op imod 29.000 mennesker livet.
/ritzau/