FN-chefen tilbyder vagthund til atomafrustning i Nordkorea

Hvis Trump og Kim bliver enige om en atomafrustning i Nordkorea, står FN-systemet parat til at hjælpe.

- Relevante parter i FN-systemet står klar til at støtte under denne proces på enhver tænkelig måde. Det gælder også verificering, hvis parterne skulle ønske det. De er hovedpersoner, siger António Guterres. Denis Balibouse/Reuters Fold sammen
Læs mere

FN kan udfylde en rolle som vagthund under en atomafrustning i Nordkorea, hvis USA og Nordkorea tirsdag skulle blive enige om en sådan.

Det siger FN's generalsekretær, António Guterres, dagen før USA's præsident, Donald Trump, og Nordkoreas leder, Kim Jong-un, mødes i Singapore.

»Relevante parter i FN-systemet står klar til at støtte under denne proces på enhver tænkelig måde. Det gælder også verificering, hvis parterne skulle ønske det. De er hovedpersoner,« siger Guterres.

Dagsordenen for mødet mellem Donald Trump og Kim Jong-un ventes at kredse om især en fjernelse af alle atomvåben på Den Koreanske Halvø.

Men en officiel køreplan for mødet foreligger ikke.

Det Hvide Hus oplyste for knap en uge siden, at mødet ventes at begynde klokken ni tirsdag morgen lokal tid.

Ifølge en embedsmand fra den amerikanske centraladministration vil tirsdagens møde blive indledt med en samtale, hvor de to statsledere sidder uden rådgivere - kun med tolke.

/ritzau/Reuters