FN bringer Assad ind i varmen

Præsident Bashar al-Assad er en del af løsningen, hvis blodbadet i Syrien skal have en ende, fastslår FNs særlige udsending nu. Det er helt uacceptabelt, lyder det fra den syriske opposition.

En 25-årig kurdisk soldat betragter den sønderskudte by Kobane tæt på grænsen til Tyrkiet. Kurderne har i løbet af vinteren genvundet kontrollen over området, der var faldet i hænderne på jihadister. Foto: Bulent Kilic Fold sammen
Læs mere

Det vakte en del opmærksomhed – og blev voldsomt kritiseret – da udenrigsminister Martin Lidegaard (R) for nylig på forsiden af Berlingske satte dagsordenen med sin kontroversielle udmelding om, at Syriens krigsforbryderanklagede præsident, Bashar al-Assad, er en uomgængelig forhandlingspartner.

Martin Lidegaard forsøgte at imødegå kritikken med en understregning af, at det jo også er FNs holdning, og det har vi nu også fra hestens egen mund: FNs særlige udsending, den svensk-italienske topdiplomat Staffan de Mistura, siger det nu også højt og tydeligt: »Præsident Assad er en del af løsningen.«

Ikke på længere sigt, forstås. Men som en uomgængelig del af den politiske løsning, som er eneste vej frem, hvis det nu snart fire år lange blodbad i Syrien skal have en ende.

Hvor lang tid den omstridte Assad så skal have lov til at hænge ud i præsidentpaladset i hovedstaden Damaskus, når våbnene tier, står ikke klart. Men han insisterer selv på at forblive ved magten i mindst syv år, som svarer til den embedsperiode, Assad blev genvalgt til ved det stærkt omdiskuterede valg sidste år.

Vil udnytte våbenhvilen

Det er nok lige i overkanten, lader FNs udsending, som netop har været i Damaskus for at forhandle ansigt til ansigt med Assad, forstå på diplomatisk vis. Det vil sige uden at smække med døre. Imidlertid er der nu og her langt større udfordringer end længden på udfasningen af præsident Assads magtposition. For den syriske opposition vil overhovedet ikke forhandle fred, hvis Assad sidder med ved bordet.

Assad er problemet, ikke løsningen, og FNs udsending holder sig selv for nar, hvis han tror noget andet, fnyser den syriske opposition. Vel at mærke den del af oppositionen, som de vestlige regeringer anerkender, og da der indtil videre ikke er synlige tegn på, at Vesten lægger pres på oppositionen for at få den til at opgive sin modstand mod at forhandle med Assad, er Staffan de Misturas mægling forgæves.

Det samme er FN-udsendingens forsøg på at få de stridende parter til at acceptere en midlertidig våbenhvile i det blodige opgør om Syriens største by, Aleppo.

Efter måneders diplomatisk tovtrækkeri lykkedes det ganske vist i tirsdags Mistura at få præsident Assad til at nikke ja til en seks uger lang pause i regimets luftbombardementer af oprørernes stillinger i Aleppo.

Men oprørerne vil ikke lege med. De henviser til, at de har dårlige erfaringer med lignende lokale våbenhviler andre steder i landet i 2013 og 2014 og beskylder Assad-regimet for at bruge våbenhvilerne til at forstærke angrebet på oprørerne andre steder.

»Hvis vi siger ja til en våbenhvile i Aleppo, vil han bare trække alle sine styrker til Daraa,« siger Aadil Nasir, der er militærkommandant i oprørsgruppen Islamisk Front, med henvisning til provinsen i det sydlige Syrien, hvor vestligt støttede oprørere længe har udkæmpet hårde kampe med den syriske hær og dens allierede krigere fra den libanesiske Hizbollah-milits og Iran.

Her – i den sydlige Daraa-provins – indledte regimets tropper 6. februar en storstilet offensiv, der kom bag på oprørerne og har kostet dem kontrollen med flere byer i om-rådet.

Lodret uenige med Vesten

Men offensiven i Daraa, der skal sikre, at oprørerne holdes på afstand af hovedstaden Damaskus, kan have svækket regimets kampkraft i Aleppo i den nordlige del af landet, vurderer den amerikanske efterretnings-tænketank Stratfor, og derfor vil en kortvarig våbenhvile i Aleppo give præsident Assads styrker et tiltrængt pusterum. Og det skal de ikke have, understreger præsidenten for den syriske koalition af oppositionspartier, Khaled Khoja.

Dermed er de syriske oppositionspartier også på dét punkt lodret uenige med Martin Lidegaard og øvrige allierede i Vesten. På samme måde som de fleste vestlige regeringer støtter, at FN lukker Assad ind i varmen, bakker de nemlig også op om FN-udsendingens forsøg på at etablere lokale våbenhviler som trædesten til forhandling om fred.

En fred, som nu, hvor krigen snart går ind i sit femte år, er nærmest umulig at få øje på i tågerne af krudtrøg – og en fred, som forekommer helt udelukket, hvis man tager konfliktens joker og enfant terrible, Islamisk Stat, med i ligningen.