FN bønfalder EU-lande: Send ikke asylansøgere til Ungarn

En ny lov betyder, at alle asylansøgere automatisk holdes tilbage i lejre langs Ungarns sydlige grænser.

Arkivfoto: Asylansøgere. Fold sammen
Læs mere
Foto: ZOHRA BENSEMRA

Send ikke asylansøgere tilbage til Ungarn.

Sådan lyder opfordringen fra FN's Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) til EU-landene.

FN-opfordringen skyldes, at en ny lov er trådt i kraft i Ungarn 28. marts.

Den betyder, at alle asylansøgere automatisk holdes tilbage i lejre langs landets sydlige grænser, hvor de skal bo i containere.

Samtidig vil de blive forhindret i at bevæge sig rundt i Ungarn eller forlade landet, mens deres ansøgninger om asyl bliver behandlet.

Så længe konsekvenserne af lovændringen ikke er vurderet ordentligt, bør EU-lande ikke sende asylansøgere tilbage til Ungarn, fastslår FN.

»Forholdene for asylansøgere i Ungarn, som allerede gav anledning til dyb bekymring i UNHCR, er kun blevet værre, siden den nye lov (...) er trådt i kraft,« siger flygtningehøjkommissær Filippo Grandi i en udtalelse.

Andre EU-lande er i deres gode ret til at sende asylansøgere tilbage til Ungarn. Det skyldes, at asylansøgere ifølge Dublin-konventionen skal have behandlet deres sag i det EU-land, de først ankommer til.

Men Filippo Grandi tilskynder medlemslandene til at "indstille alle Dublin-overførsler af asylansøgere til dette land, indtil de ungarske myndigheder får sidestillet deres praksis og politikker med europæisk og international lov".

Ifølge UNHCR er 110 personer sendt til at bo i de ungarske containere, siden lovændringen trådte i kraft for et par uger siden.

/ritzau/Reuters