FN anklager sydsudanske krigere for voldtægtskampagne

Voldtægter hærger i det krigsramte Sydsudan, fortæller FN-chef. Rapporter afslører således, at en decideret voldtægtskampagne har ramt verdens yngste nation.

Læs mere
Fold sammen

Krigere har de seneste måneder gennemført en lang række voldtægter i det krigshærgede Sydsudan. Det fortæller FNs generalsekretær for menneskerettigheder, Ivan Simonovic, efter at have besøgt byerne Bentiu og Malakal.

Det skriver AFP ifølge Yahoo News.

»Det er fuldstændigt uacceptabelt,« siger FN-chefen til AFP ifølge Yahoo News dog uden at pege på, hvilke af de mange væbnede grupper, der står bag.

Bentiu og Malakal har været genstand for nogle af de hårdeste kampe i verdens yngste nation de seneste 13 måneder, og FN-chefen fortæller, at han har modtaget »forfærdende rapporter« om, at krigere har indledt en decideret voldtægtskampagne i området.

FN berettede allerede sidste år om, hvordan voldtægter hærger i det borgerkrigsramte land. Den gang forlød det, at op mod 24.000 kvinder skulle være i fare for at blive voldtaget.

Kampene begyndte i Sydsudan i december 2013, da præsident Salva Kiir gav tidligere vicepræsident Riek Machar en fyreseddel og beskyldte ham for at forsøge at gennemføre et statskup.

Præsidenten, der tilhører majoritetsgruppen Dinka-stammen, anklagede vicepræsidenten, der kommer fra den næststørste gruppe, Nuer-folket, for at have forsøgt at tilrane sig kontrollen med landet ved brug af magt. Det benægtede den fyrede Riek Machar.

De to grupper har siden bekriget hinanden med det resultat, at 1,5 millioner mennesker er blevet fordrevet.

De stridende parter underskrev for nylig en våbenhvile i Etiopien, og en endelig fredsaftale skal ifølge BBC underskrives inden 5. marts. Tidligere fredsforsøg i den blodige konflikt er dog slået fejl.