FN: 2019 var det næstvarmeste år nogensinde målt

Verdens Meteorologiske Organisation, der hører under FN, advarer om mere ekstremt vejr i 2020 og fremad.

Australien har særligt været ramt af tørke (arkivfoto). Fold sammen
Læs mere
Foto: SAEED KHAN

2010erne var langt det varmeste årti nogensinde målt på Jorden. Og 2019 blev det næstvarmeste år nogensinde – kun overgået af 2016, hvor vejrfænomenet El Niño var med til at skabe varmerekord.

Det viser nye tal fra blandt andet NASA og Verdens Meteorologiske Organisation (WMO).

»Det er virkelighed. Det sker lige nu,« siger Gavin Schmidt, chef for NASAs institut for rumstudier ifølge nyhedsbureauet AP.

Den gennemsnitlige temperatur verden over i 2010erne landede på 14,7 grader celsius, hvilket var 0,8 grader varmere end gennemsnittet i det 20ende århundrede, skriver AP.

Verdens Meteorologiske Organisation (WMO) oplyser, at 2019 var det næstvarmeste år, som nogensinde er målt, og særligt i de seneste årtier er varmen accelereret.

»Den globale gennemsnitstemperatur var 1,1 grad højere end gennemsnittet i anden halvdel af det 19. århundrede,« siger FN-organet WMO, der har hovedkvarter i Genève.

WMO advarer om mere ekstremt vejr i 2020 og fremad:

»Med den nuværende udledning af CO2 er vi på vej mod temperaturstigninger på mellem tre og fem grader celsius sidst i dette århundrede,« siger WMO-chefen Petteri Taalas i en erklæring.

I klimaaftalen fra Paris har verdens lande skrevet under på, at temperaturstigningen skal holdes under to grader i forhold til før industrialiseringen. Ifølge aftalen skal landene stræbe efter at holde opvarmningen på maksimalt halvanden grad.

WMO påpeger, at »året 2020 er begyndt der, hvor 2019 sluttede - med mange konsekvenser af vejr- og klimarelaterede begivenheder«.

Taalas henviser blandt andet til naturbrandene i Australien. De er opstået, efter at landet har haft det varmeste og mest tørre år, siden man begyndte at lave målinger.

Præsidenten i USA, Donald Trump, har kaldt global opvarmning for et "bluffnummer". Han har trukket USA ud af Parisaftalen, som 196 lande har underskrevet.

»Desværre venter vi at se meget ekstremt vejr i 2020 og i de kommende årtier som en følge af rekordhøje niveauer af drivhusgasser i atmosfæren,« siger Taalas.

WMO siger, at de gennemsnitlige globale temperaturer i både femårsperioden 2015-2019 og i tiårsperioden 2010-2019 er de højeste, som er blevet målt.

»Siden 1980'erne er hvert årti blevet varmere end det foregående, og denne udvikling ventes at fortsætte,« hedder det.

FN sagde sidste år, at de menneskeskabte udslip af drivhusgasser må reduceres med 7,6 procent hvert år frem til 2030, hvis temperaturstigningerne skal begrænses til halvanden grad.

Præsidenten i USA, Donald Trump, har kaldt global opvarmning for et "blufnummer". Han har trukket USA ud af Parisaftalen, som 196 lande har underskrevet.

/ritzau/Reuters/mort