»Flygtningene er ikke bare affald, der skal opbevares. De er jo mennesker«

I de seneste ti år har Dimitrios Amoutzias registreret tusindvis af flygtninge ved EUs østligste grænse. Skæbnerne på den græske ø Lesbos har bragt politichefen på grådens rand.

På den græske ø Lesbos vogter Dimitrios Amoutzias EUs østligste forpost. Det er en barsk og hjertegribende opgave. Foto: Søren Bidstrup Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er søndag formiddag, og Dimitrios Amoutzias har allerede været på arbejde i flere timer. Han er omgivet af hundredvis af flygtninge fra Syrien, Afghanistan og andre af verdens brændpunkter, og de skal alle registreres, så der bliver plads til de nye flygtninge, der dagligt ankommer her til den græske ø Lesbos fra Tyrkiet i overfyldte gummibåde.

»Velkommen til Moria,« siger han, da han lukker os ind bag det høje hegn, der omgiver modtagelsescenteret med samme navn på Lesbos.

Dimitrios Amoutzias er politichef ved EUs yderste port og øverste ansvarlige for modtagelsen af den strøm af flygtninge, som for nylig fik FN til at slå alarm: Der kommer nu omkring 300 nye flygtninge til Lesbos om dagen, alene i maj blev det til over 7.000, og øen har hverken ressourcer eller mandskab til at følge med.

»Det her er ikke en politiopgave. Jeg føler ikke, at jeg er politimand her. Jeg er socialarbejder, læge og alt muligt andet,« siger den 33-årige politichef, der ikke desto mindre har brugt de seneste ti år af sin karriere i politiet på at tackle flygtninge.

»De er jo kommet hertil i årevis fra Tyrkiet, men aldrig i så stort antal som nu,« forklarer Dimitrios Amoutzias over en kop stærk græsk kaffe i en af de trange pavillonbygninger, der gør det ud for et interimistisk modtagelsescenter.

Et lukket område

Når flygtningene kommer i land, bliver de i første omgang samlet på havnen i øens største by, Mytilini.

»Havnepolitiet bringer dem så hertil, fordi de ikke skal være i havneområdet på grund af turisterne og alt ... de bringer dem hertil, fordi det er et lukket område,« siger Dimitrios Amoutzias.

»Men det er et stort problem. For her har flygtningene ikke et sted, hvor de kan være, og vi kan ikke dække deres behov. Forstår du? Der er kun plads til 600 herinde bag indhegningen. Alle de andre må overnatte udenfor under træerne,« fortæller han.

Sammen med syv-otte kolleger registrerer og fotograferer han flygtningene. De tager også deres fingeraftryk og udstyrer dem med et dokument, der giver flygtningene lov til at opholde sig i Grækenland i en kort periode.

De syriske flygtninge får seks måneder, mens andre nationaliteter kun får en måned. Så skal de være ude af Grækenland, medmindre de søger asyl i landet, men det er der kun et fåtal, der gør.

»Stort set alle vil videre til Athen og derfra videre til Vesteuropa. De fleste syrere siger, at de vil til Tyskland og Sverige. Danmark har jeg også hørt og Belgien, ja, alle lande, faktisk. Flygtningene fra Afrika vil gerne til Frankrig,« fortæller Dimitrios Amoutzias.

Derfor er flygtningekrisen også et problem, som EU-landene skal løse i fællesskab, mener politichefen, der ikke er udelt begejstret over Norges tilbud om at betale for et modtagecenter på Lesbos.

»Vil Sverige så også betale for en lejr her på Lesbos eller en af de andre græske øer. Skal alle vore øer være en stor lejr for flygtninge, der gerne vil til Vest- og Nordeuropa,« spørger Dimitrios Amoutzias.

»Det er ikke en holdbar løsning. Flygtningene er ikke bare affald, der skal opbevares. De er jo mennesker.«

Den dag, han aldrig glemmer

Og som politichefen ser det, har mange af flygtningene, der ankommer til Lesbos, rigtig gode grunde til at flygte.

»Der er en dag, jeg aldrig vil glemme. Det var i 2013, da lejren her skulle opføres. Stedet er et tidligere militærområde, og der var nogle bygninger, der skulle rives ned,« fortæller Dimitrios Amoutzias.

»Da de store entreprenørmaskiner gik i gang, kom flygtningene løbende ud af bygningerne derovre. De troede, at det var et luftangreb som det, de var flygtet fra i Syrien. Angsten stod malet i deres ansigter, og jeg var nær ved at græde, da jeg så det. Vi vil gerne hjælpe alle disse mennesker, men ... det er en meget svær situation – både for dem og for os,« siger han – og tager en dyb indånding.

Fra de tusindvis af flygtninge, han har talt med, ved Dimitrios Amoutzias, at de tyrkiske myndigheder på den anden side af Ægæerhavet ikke gør noget for at standse gummibådene med kurs mod Grækenland.

»Men jeg kan godt forstå tyrkerne. De har omkring to millioner flygtninge derovre, og hvis de ikke vil være der, kan jeg godt forstå, at tyrkerne ikke forhindrer dem i at rejse videre. Det er min personlige holdning. Det koster jo også Tyrkiet en masse penge at huse alle disse flygtninge,« siger Dimitrios Amoutzias.

Indsamling af tøj og sko

Sammen med sine kolleger sørger han for, at flygtningene får tre måltider om dagen.

De må i henhold til den græske regering i hovedstaden, Athen, koste seks euro om dagen pr. flygtning, og samlet set er flygtningepresset på Grækenland en alvorlig byrde for landets i forvejen ruinerede økonomi.

»Jeg talte på et tidspunkt tilfældigt med en kvinde, som brokkede sig over flygtningene, fordi der er grækere, der ikke engang får mad tre gange om dagen og heller ikke – som flygtningene – har adgang til en læge,« siger Dimitrios Amoutzias, der understreger, at der »heldigvis« ingen racisme er på Lesbos.

»Ikke så vidt jeg ved. Som I kan se, indsamler folk her på øen tøj og sko til flygtningene,« siger han og peger på en stak papkasser og plasticposer i hjørnet af rummet.

»For 50 år siden var der rigtig mange grækere, der emigrerede, så der er en forståelse for flygtningenes situation. Men det er klart, at de økonomiske problemer her i landet, giver en anden stemning,« siger han.

»Det her er et kæmpe problem, og jeg ved ikke, hvad det skal ende med.«