Fly med bulgarske sygeplejersker på vej til Sofia

Fem sygeplejersker og en læge lander tirsdag formiddag i Bulgariens hovedstad Sofia. De seks har været fængslet i Libyen siden 1999.

Et fly med de fem bulgarske sygeplejersker og en palæstinensisk læge med bulgarsk pas om bord er på vej hjem til Bulgarien. Det oplyser landets udenrigsministerium.

Flyet forventes til lufthavnen i Sofia klokken 8.45 dansk tid.

- Flyet har forladt lufthavnen i Tripoli. Det er nyheden, Bulgarien har ventet på i over otte år, og vi ser alle frem til, at de ankommer, siger Dimitar Tsanchev fra det bulgarske udenrigsministerium.

En udleveringsaftale fra 1984 indebærer i bulgarsk fortolkning, at de kan afsone resten af straffen i Bulgarien.

I praksis vil de blive benådet, hvis de kommer til Bulgarien, fordi de allerede har tilbragt over otte år i libysk fængsel efter domme for at have inficeret flere hundrede børn med hivvirus. Selv bedyrer de seks sundhedsansatte, at de er uskyldige. Og eksperter mener, at smitten formentlig skyldes dårlig hygiejne på hospitalet, hvor børnene befandt sig.

/ritzau/