Lufthavnen i Nürnberg i Tyskland indstillede al flytrafik midlertidigt tirsdag efter mistanke om en "nødsituation i luften".

Det skrev lufthavnen på sin hjemmeside.

Ifølge det tyske nyhedsbureau dpa blev lufthavnen lukket, kort inden et fly fra den græske ø Korfu skulle lande.

Et fly fra luftfartsselskabet Corendon havde udsendt et nødsignal. Men det skete på grund af en fejl i flyets kommunikationssystem, oplyser selskabet.

Corendon meddeler, at der ikke var en reel nødsituation, og at passagerer og besætning ikke på noget tidspunkt var i fare.

Flytrafikken i lufthavnen i Nürnberg er tirsdag eftermiddag tilbage til det normale, meddeler lufthavnen ifølge nyhedsbureauet Reuters.

En talsperson fra lufthavnen har ifølge det tyske nyhedsbureau bekræftet, at flyet landede sikkert på jorden, men ledsaget af to Eurofighter-jetfly.

Efter undersøgelser viste det sig dog, at der ikke var fare på færde, skriver politiet i Mittelfranken i et opslag på X tirsdag eftermiddag.

Politiet skriver desuden, at der fra flyets cockpit blev afsendt koden 7500, der handler om flykapring. Derudover blev kontakten med piloterne gennem radioen afbrudt.

Af sikkerhedsårsager blev flere alarmer derfor udløst, skriver politiet i opslaget.

En talsperson fra politiet oplyste til dpa, at en efterforskning er i gang for at finde ud af, hvad der satte alarmen i gang i flyet.

Talspersonen tilføjede desuden, at "alt er fint på flyet", og at både passagerer og piloter har det godt.

Flere medier skriver, at der tidligere på dagen har været flere meldinger om droneobservationer omkring lufthavnen.

Tre piloter har uafhængigt af hinanden rapporteret om et objekt, der kunne være en drone, oplyser politiet til det tyske medie Die Welt.

En efterforskning blev herefter sat i værk, men ingen drone blev fundet.

RITZAU